En vigtig, mental vandring over vandet, skulle det vise sig, for to modne bands, der netop kæmper bravt for at finde fast forbindelse mellem fortid og nutid, forskellige stilarter og nye medspillere. Med mulighed for at komme tørskoet over det grågrumsede havnebassins truende vraggods til det, en nærmest overstadig sanger Jens Unmack selv udråbte til at være »en begivenhed«. Forventningerne til succes på hjemmebanen var da også i top efter de henførte anmeldelser fra forrige weekends koncerter med de to bands i det jyske. Men lad det være sagt med det samme, at det særlige sublime sus kun sjældent viste sig ved den første københavnske koncert med de Love Shop og Sort Sol, der har lært os at forvente intet mindre end det usædvanlige og magiske. Viljen fejlede ikke noget. Selv om Love Shop just har mistet sin pladekontrakt, har bandet ikke mistet hverken begejstringen eller arbejdslysten, viste en koncert, der var lige så lang, som bandets humør var højt. »Vi hedder Kærlighed«, erklærede Jens Unmack kry og rettede dog sig selv til Love Shop. Det danske navn var dog måske mere passende på en aften, hvor bandet demonstrerede stor indsigt i den nationale musikkarakter. Publikum hvinede af fryd over den konstante vekselvirkning mellem at stryge popdyret - den magelige, indre Harry? - ved det bløde hår for straks efter at baske svinet ud over de svimlende højder mellem Hilmer Hassigs kantede og klangrige guitarspil og Henrik Halls hæsblæsende mundharmonika. I den malstrøm er der ikke meget andet end den lille melodi at holde fast i. Hvad bandet da så også gør. Noget så umiddelbart bizart som et møde på dansegulvet mellem et bøsset britisk firserikon som Bronski Beat og en evigt energisk og rastløs punkrod. Mærkeligt måske, men mildest talt medrivende, når det fungerer. Det gjorde det afgjort bedst i de hurtige og antændte afleveringer fredag aften, hvor Love Shop demonstrerede, at man med den nye trommeslager, Freddie Pedersen, og keyboardspilleren Povl Kristian i sammenhæng med den gamle kæde, der ud over de nævnte består af bassist Thomas Risell, er blevet et band, hvis fornemme sætliste såmænd sagtens kan tåle endnu et los i rumpen. Noget af det specielle, der skulle gøre dette til 'en begivenhed', var, at Love Shop i lighed med Sort Sol indføjede 'Langebro' på sætlisten. Endog »tilegnet aftenens andet orkester«, som Jens Unmack sagde. Ironisk nok lød Love Shops indædte forsøg mest af alt som en parodi på Sort Sol. Rockarkæologisk forvirring for viderekomne. I noget, der lignede sølvbryllupstøjet entrede Sort Sol stilfuldt scenen og sendte blidt aftenens første sang af sted. Den nye 'Golden Wonder'. Endnu en flot popballade fra sidegadens særegne bohemer. Men også endnu en sang, som i længden forekommer så udvendig som netop søndagstøj og sølvbryllupssange. Og det dur ikke i længden fra det band, hvis speciale netop er at komme helt ind i hjerner, hjerter, underliv, drømme og mareridt hos os alle. Der kom vi da også allerede i tredje sang, en halsstarrig udgave af 'Dogstar Man'. Her viste gruppen, at den med tilgangen af Gasolins gamle bassist Wili Jönsson, som afløser for Knud Odde, og omplaceringen af Sune Wagner fra bas til guitar kan vinde det drive og den dynamik tilbage, man dybest set har savnet siden guitarist Peter-Peters afgang. I de senere år har Sort Sol haft tendenser til at stivne mellem sfærisk svævende skønhed og lidt for entydige sylespidse glamguitarer fra Lars Top-Galia. Nu er samspillet igen hvæsende, kaotisk, skrigende, skridende, swingende, harmonisk og disharmonisk. Levende, kort sagt. Omkring den drøm af en rytmegruppe, der hedder Wili Jönsson og den pragtfuldt konsekvente trommeslager Tomas Ortved. I parentes bør det bemærkes, at Wili Jönssons prægtige sømandskor i den grad varmer for eksempel 'Daughter Of Sad'. Alligevel skulle der en eminent lyssætning fra skrigende hvidt og kulsort, blandet op med blåt og blodrødt til at hjælpe Sort Sol helt derind, hvor djævlene og afguderne holder hofbal. Mange af de nye sange virkede sært udvendige, mens andre paradoksalt faldt i et temmelig indadvendt og famlende spil. Men den nærmest Dreyerske lyssætning farvede scenen om til undergrund og undergang, mens bandet fik fat i skyggerne i en trodsig version af Psyched Up Janis 'Died In My Teens' i duet mellem Wagner og Jørgensen, træfsikre klassikere som 'Sigimund Blue' og 'Shaheeba Bay', lange og ramlende rundture tilbage til punken og de to fornemme versioner af 'Langebro' og 'Gimme Shelter'. Sidstnævnte sang af Rolling Stones blev spillet helt uden formildende omstændigheder som alt andet end stadionrock. Snarere en illustration af det liv, vi lever på denne plagede klode. Højt til vejrs, men på et rystende og rustent stålstillads, hvor skriget altid bare er »a shot away«. Om det så er et skud til armen eller en kugle i panden er ligegyldigt i Steen Jørgensens mund. Han agerede også Trolden under 'Langebro' i en smuk undergangsvision, som klart illustrerede Sort Sols ærinde 25 år efter kickstarten i det, gruppen for længst og helt naturligt har forladt på sin udviklingsrejse. Ganske vist pudser gruppen nu og da arvesølvet, så det bliver snublende kedeligt at kigge på. Hvad en forholdsvis massiv udsivning til baren under koncerten viste med soleklar logik. Men gruppen smadrer som regel sølvtøjet sekundet efter. Bandet befinder sig fortfarende bedst på en slingrekurs, hvor man som lyttende beskuer aldrig får lov at sige so what?, men ganske ofte må råbe what??? Selv om man slipper levende ud af sine teenageår og stadig bruger guitarens strenge som kroppens og psykens forlængede nerver, kan man godt føle og formidle indre uro. Når det sker og skønheden brænder op i de flammer, man ikke kan antænde med selv den største og smukkeste popsang, er Sort Sol bedst. Eller bæst, som man egentlig burde stave det. Man kan kun håbe, at gruppen tager på flere besøg på Dæmonernes Bro. De ved, den der dukker op ude ved Kofoeds Skole. Når man altså først er listet over Langebro.