Anledningen havde åbenbart været et privat arrangeret surprise party for den skotske guitarist Jim Mullen. Hvilket utvivlsomt var til glæde for festlighedernes centrum, men absolut ingen grund til at indbyde sagesløse mennesker til en offentlig koncert. Men nu var man der altså, og om ikke andet kunne man jo forsøge at få det bedste ud af musikken. Egentlig begyndte det også ganske lovende med 'As Time Goes By'. Ikke som ballade, men i et hyggeligt swingende, rask tempo. Det stod hurtigt klart, at den 57-årige Mullen agerede som en faderskikkelse for sine to betydeligt yngre medspillere, James Watson ved Hammond-orglet og trommeslageren Matt Skelton. For som solist tog Mullen godt for sig af retterne, før han overlod smulerne til Watson. Op imod tyve kor blev det vel til, før Watson fik lov til at aflevere sine seks. Og lige så tydeligt var det, at Mullen havde prøvet turen før. Mens hans spil indledningsvis endnu blev båret frem med en ganske tiltalende opfindsomhed, så stivnede det efterhånden i klichéer og citater, der næppe meldte sig spontant, men tværtimod blev forceret frem på en måde, der gik ud over den rytmiske timing. Kun fire alt for lange numre blev det til i løbet af det timelange første sæt. Blandt dem balladen 'For Heaven's Sake', der ligeledes blev domineret af Mullens til bristepunktet overlæssede spil. Her burde han have ofret Watsons mere beskedne bidrag opmærksomhed - og måske taget ved lære af, hvad det vil sige at hvile i musikken og at spænde spillet op uden at miste forankringen i musikkens puls.