Der var to korte, men stærkt personlige og klangligt grænsesøgende værker af den 30-årige Edina Hadziselimovic, der kom fra Bosnien for ti år siden og nu er et forfriskende pust, som der er grund til at vente sig en del af. 'acCORDAre' for violin, cello og accordeon (komponistens eget instrument, som dog spiller en påfaldende tilbagetrukken rolle) skriver hemmelighedsfuldt ekspressive lydtegn på en dug af stilhed. Tegnene breder sig, og når de begynder at ligne fortløbende tekst, er stykket forbi. 'Festina lente' udbygger groft set samme grundidé med den fulde sinfoniettas rigere klangmidler, bemærkelsesværdigt sammenhængende på det subjektive plan trods kontrastrig opfindsomhed og dramatiske brud. Stykket har et selvsikkerhedens mod, der synes rodfæstet i en klar ekspressiv vision. Resten var mere eller mindre 'moderne klassikere' af dem, man oftere hører om end faktisk hører, som den kun 30-årige John Cages' frække, legende og rytmisk charmerende 'Credo in US' for klaver, slagtøj, radio og grammofon. Her var det nu vist en cd-spiller, in casu - og med dobbelt ironi - ladet med Dvoráks 'Fra den nye verden', men mon ikke lydteknikken anno 1942 havde en naturligere affinitet til præpareret klaver og et arsenal af blikdåser end den støvfri digitale lyd? Cages' uforlignelige lune fornægtede sig dog ikke. At kineseren Tan Dun ikke bare står for prætentiøst monumentale lejlighedværker og ferm filmmusik, viste hans 'Koncert for pizzicato-klaver og 10 instrumenter', som rigtignok er skrevet, før han bragede igennem som international star. Det er en spændende stilsyntese og trods stærk påvirkning fra vestlig modernisme stærkt styret af kinesisk tankegang. Typisk for fjernøstlig musik er den enkelte tones ekspressive betydning, og man aner en naturinspiration bag de opfindsomt artikulerede klange, klangfarvemelodier og mildt boblende pulsrytmer: regn, raslende blade, natlige fugle ... Karakteristisk er desuden en høj grad af solistisk frihed, ikke kun for den officielle solist, der, som titlen antyder, næsten konstant har mindst én hånd nede i klaverstrengene. Amerikaneren John Adams' ti år gamle 'Kammersymfoni' tager afsæt i Schönbergs tilsvarende værk, men øser især af inspirationen fra Stravinsky og amerikansk populærmusik. Det inspireret indholdsrige stykke, utvivlsomt aftenens mest virtuost professionelle komponistpræstation, skulle vel være en festligt energisk finale, men virkede i den givne sammenhæng næsten lidt tamt mainstream-agtig. Men netop her kunne opførelsen have været mere spændstigt målbevidst.