Også tenorsaxofonisten Jimmy på 75 år spillede i 1950'erne med bl.a. Gillespie samt Miles Davis, mens nogle af os, der var til stede denne aften, navnlig husker lillebror, 66-årige Al 'Tootie', fra den periode i 1960'erne, da han var hustrommeslager i Montmartre i Store Regnegade. Det var da også de gode, gammeldags dyder, der i særdeleshed prydede Percy Heaths spil. Omhuen for at artikulere den enkelte tone og omtanken, med hvilken han udvalgte dem både i sin klassicistiske walking bass og som solist. Jimmy Heath har aldrig markeret sig blandt jazzens mere betydelige saxofonister. Dertil manglede tonen den udtrykskraft og fraseringerne den skarphed til for alvor at kunne bide sig fast, og det har ikke ændret sig siden. Men følger man de melodiske linjer i hans spil med opmærksomhed, så er det faktisk ganske fine fortællinger, han kan berette. Anderledes problematisk forekom mig til gengæld Al 'Tooties' indsats. Man kunne sagtens høre, at han fortsat er en glimrende musiker, der sætter en ære i at variere sit spil. Men på sine ældre dage har han fået alt for travlt med at demonstrere det. Så i stedet for at holde spillet flydende bremsede han det snarere op med sine ikke altid lige velanbragte udfyldninger, der ikke mindst kunne virke generende under unge Jebediah Pattons pianosoli. Et fint talent, der beherskede beboppens sprog, udgangspunktet for denne aftens musik, upåklageligt. Og som, fuldt fortjent, høstede første sæts største bifald for sin uakkompagnerede udgave af 'Heat Wave', der på en pudsig måde lod beboppen rykke ind i Art Tatums univers.