0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske komponister i norsk perspektiv

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nu er det sin sag at finde et tema, som kan forene foreningens 170 forskellige medlemmer under én hat, og jeg ved da heller ikke, om der er mere fremtid end nutid i at give en strygekvartet mikrofoner på og lade den spille sammen med bånd og live electronics.

Elektronisk og elektroakustisk musik er jo ikke i sig selv fremtidsmusik. De har tværtimod præget den ny klassiske musik i et halvt århundrede. Men det er genrer, der udvikles af ny teknologi, og som fortsat får så meget bevågenhed, at man kan bruge dem som elementer i definitionen af et tema for en festival, der skal præsentere den brede vifte af kunstnere, som er medlemmer af Dansk Komponist Forening.

Lidt sært var det med det teknologiske fremtidstema som baggrund at opleve en gammeldags, håndholdt strygekvartet stjæle opmærksomheden ved åbningskoncerten.

Ivar Frounbergs 'Hoodoos' er et konsekvent og økonomisk værk, der klarer sig med små, veludnyttede midler. Celloens markante knipsefigurer får strygerne til at bryde ud i sangbare fraser, og med et overraskende, sitrende ekko som coda er det et stærkt, sammenhængende og overraskende kunstværk. Cikada lod Frounberg klinge gennem Dronningesalens højttalere.

Det gjorde ikke musikken bedre, måske tværtimod, men det fik den til at passe bedre ind i den forstærkede kontekst. Nydelsen af Frounbergs stykke blandedes dog immervæk med undren over, at man - af en udpræget elektroakustisk komponist som netop ham - havde valgt et akustisk værk. Men god musik, det var det.

Er Frounbergs 'Hoodoos' inspireret af eroderede sandsten i Canada - og det er den ifølge komponisten - så lød den forudgående uropførelse af Jens Hørsvings 'spaceBoxes' som fire strygere, der forsøgte at hugge, stikke og file i tunge granitblokke. Lydene var udfordrende i deres stoflighed, men lyden i sig selv var så højt skruet i vejret, at anmelderen måtte have fingrene i ørerne. Jeg vil høre stykket igen, men ikke før lydniveauet er bragt ned under tinnitusgrænsen.

Bortset fra den 32-årige Hørsvings værk for kvartet og bånd var initiativet ved åbningskoncerten i fremtidsfestivalen overladt til Frounbergs generation, det vil sige generationen født i første halvdel eller midten af 1950'erne. Den lader vi lige stå et øjeblik. Biennalens kunstneriske leder, Wayne Siegel, havde således uden beskedenhed sat sig selv på åbningsprogrammet med sit 12 år gamle stykke 'Tracking'. En noget anstrengende gang amerikansk minimalisme (en musikalsk trend fra verden af i forgårs), som selv ikke liveelektronikkens forsøg på at etablere gråzoner kunne slå ud af kurs.

Nej, så var der mere påtrængende udtryk og poesi i John Frandsens 'Laterna Magica'. Cikadas Morten Hannisdal sendtes her ud på en solorejse, hvor celloen ved elektronikkens hjælp klang som fingre mod krystalglassets kant. Smukke musikalske lysbilleder var det - og mere fascinerende end de dystre økonomiske fremtidsperspektiver, Frandsen som formand for Komponistforeningen malede i sin stærkt politiserende åbningstale, der røbede, at Statens Musikråd endnu ikke har bekræftet sit tilskud til denne festival.

Apropos perspektiver satte Finske Kaija Saariaho til slut de danske kollegers værker i relief med sin 15 år gamle IRCAM-komposition 'Nymphea': kropslighed og hvislende konsonantlyde, en facetteret omgang med strygernes klangmuligheder, der så langt slog Siegels, og et bud på strygekvartetten som en plastisk klangskulptur, der satte Hørsving i perspektiv. Fortjent bifald til Cikada, som uden yderligere dikkedarer gav smuk nostalgisk Bent Sørensen som ekstranummer. Sådan.

Der var ægte lydskulptur efter koncerten i form af Kenneth Knudsens 'Black Diamond' - en ny 'romantisk koncertinstallation'. Det klang umiskendeligt af Knudsen, og der var perspektiver i de fræsende, hvinende lyde, som åbnede afgrunde. Deraf formentlig det romantiske i undertitlen. Jo, elektronmusik lyder fortsat godt i Den Sorte Diamants atrium, der har fået indbygget højttalere i balkonlofterne. Bare man kunne slippe for larmen fra de spisende gæster i restaurant Søren K.

For de seje fortsatte festen til hen ad midnat, og finalen i form af DuoDenums unplugged late-night-koncert var værd at vente på. I hvert fald dens første halvdel, hvor uropførelsen af gamle Axel Borup-Jørgensens 'Autumn Leaves' i forlænget version blev et højdepunkt.

Han er en mester, men jordnær nok til at bede marimbaspilleren Christian Utke spille direkte på træstavene med et par af komponistens egne brugte havehandsker. Flaprelydene flettede sig sammen med saxens flattertunge i en næsten lydløs ophøjelse af tekstindholdet i Rilkes digt 'Herbsttag' til ren musik. Her fik vi en saliggørende modpol til Hørsvings lydangreb. Man kunne høre et vissent blad falde til jorden. Til sidst var der kun sus tilbage. Og langt, fortjent bifald.

Hans-Henrik Nordstrøms 'Abstraktioner' viste afvekslende klangbehandling og en fin sans for også de mere tyste måder at udnytte Ballands og Utkes fornemme saxofon- og slagtøjsspil på. Om John Tchicais 'Drømmerens bevidsthed' for sambaficeret afrikansk djembetromme og barytonsax vil jeg blot bemærke, at ideen om et selvkommenterende værk er interessant. Mens musikken spillede, fortalte musikerne, hvad vi skulle mene om den!

Om Jesper Hendzes 'Inaudible Choirs' kan man sige, at der er ægte musikerskab og swingende musikglæde i løjerne. Men der er godt nok flere niveauer op til en Kaija Saariaho. Eller til en Axel Borup-Jørgensen.

Biennalen fortsætter i den kommende uge, og man må foreløbig glæde sig over et højt niveau blandt de udførende, der fredag blandt andet skyldtes modet til at lade udenlandske musikere give deres bud på ny dansk musik. Årets biennale er den første nogensinde, der tør dumpe et par mindre vigtige danske komponister til fordel for udenlandske navne.

Det kan vise sig at blive en god ting for festivalen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere