Ikke at musikere og solister som sådan stod tilbage for koret i kvalitet: Det lille orkester spillede uklanderligt professionelt, og solistkvartetten var fuld af talent. Men dirigentens interesse var så entydigt samlet om kammerkoret - og om en kormæssig, sig bare a cappella-mæssig, artikulation - at fortolkningen virkede ufærdig. Balancen var overladt til tilfældet, og det er utilstrækkeligt i et rum som Helligåndskirken. Messinget trængte sig på, og strygerne kom ikke altid til deres ret, f.eks. med de aggressive figurer i 'Confutatis' eller det rytmiske filigran i 'Domine Jesu'. Noget skyldtes vel også manglende omhu med artikulation og præcision: Et orkester reagerer anderledes end et kor og behøver en skarpere tegngivning. Det kunne f.eks. hindre, at åbningssatsens akkompagnement blev næsten senromantisk svømmende trods den beskedne besætning, eller at strygerne begyndte at løbe i slutningen af 'Kyrie'. Små gnidninger i tempoopfattelsen var i det hele taget hyppige, typisk med orkestret som den usikre part. Fire fine stemmer tog sig af solopartierne, men erfaringen i ensemblesang var mærkbart ulige fordelt, og man savnede gennemarbejdet nuancering og en afslibning af klanglige uligheder. For koret var der altså rigelig baggrund at brillere på, og vist klinger den lille skare rigtig godt: rent og velafbalanceret, klart i stemmetegningen og med en ikke ringe dynamik. Men under det velplejede var Hanke tilbøjelig til bare at lade musikken spille sig selv. Kønt, javel, men hvad med nerve og fantasi? En udmærket idé at synge 'Rex tremendae' med dobbeltpunkteringer, men ikke når det får koret til at stivne; 'Hostias' savnede en nænsom modulering og nobel atmosfære til at bevidne slægtskabet med et værk som 'Ave verum corpus', og uden en bredt båret formning står det primitive i Süssmayrs 'Sanctus' temmelig afklædt.