Fløjtenisten bidrog til det mindre gode indtryk med tvivlsomme fraseringer, mens klaverstemmen, bortset fra i sidstesatsen, var i sikre hænder hos den unge svenske pianist Bernt Wilhelmsson. Værker for tværfløjte fra senromantikken er sjældne, men at præsentere den tyske orgel- og harmoniumkomponist Siegfrid Karg-Elerts 'Apassionata' som svulstig, var under alle omstændigheder upassende. En fortolker må aldrig tage afstand fra det, hun fortolker. Solosonaten virkede i øvrigt ret hoved- og haleløs, og igen var klangen grim, hvilket debutanten heller ikke fik rådet ordentligt bod på i den franske fløjteguru Philippe Gauberts 'Nocturne et Allegro scherzando' med dens milde andenhåndsimpressionisme. Man forestillede sig, hun er mere til det rytmiske, og ganske rigtigt: Efter en sær norsk 'Invention for piccolo' af Kjell Samkopf, hvor Peter Stolpestads slagtøj testede publikums tolerance over for kraftige lyde i en komposition, der nærmest var antivirtuos, kom ånden over svenske Maria Lindegren i Mike Mowers 'Opus di jazz'. Sammen med klaveret kastede hun sig over shuffle, ballade og bebop, men heller ikke dette blik ind i en jazzet verden ændrede radikalt på indtrykket af en mindre dygtig fløjtedebutant.