Hemmeligheden er opførelsens renhed og konsekvens. Termikanov kalder det bedste frem i orkestret: en rig, plastisk klang beriget af utallige aktivt meddigtende soli (herunder ikke mindst koncertmester Elise Båtnes'), levende energi og ikke mindst en oplevelse af et samlet formål. Orkester og dirigent forstår hinanden og har et fælles projekt. Projektet er fortællingen. Af alle Mahlers symfonier er denne måske den mest teatralske, hvilket ikke vil sige så lidt: Den store, komplekse finale ligner mere sidste akt af en heroisk opera end en symfonisats, komplet med tydelig ind- og udmarch af forskellige rollehavere, begivenheder bag scenen, voldsomme konflikter, trusler og sejre, katastrofer og idyller, og afsluttet af en triumferende apoteose der kan minde lidt om finalen af 'Fidelio'. 'Handlingen' er ikke konkretiseret i detaljer, men dens apokalyptiske karakter er tydelig, længe før den bliver bekræftet af korets tekst, og det er dén og kun dén, der bestemmer satsens overordnede form. De forudgående fire satser er meget klare og bortset fra den korte, hymniske sang 'Urlicht' også ganske klassiske i formen, men det er deres billedskabende og symbolske karakter, der får betydning i den store sammenhæng, og her er det, at Temirkanov er så dejligt klar og konsekvent i sin fortælling. Meget har med tempi at gøre: Førstesatsens tungt skridende hovedtempo, der manifesterer sørgemarchkarakteren ikke bare som symbol, men som stemning med dens skift mellem fortvivlet raseri, tåreblændet erindring og heroisk højtidelighed; menuettens bittersødt tilbageholdte grazioso der svælger i mindet om det evigt tabte med øm selvironi og sejpinte overgange af momentan glemsel; scherzoens kosteligt svimlende og sejlende fuldemandsflugt med skæve betoninger og udskridninger - en virkelig lattervækkende blanding af elegant og grotesk, der sætter den pludselige katastrofe i relief. I finalen tager Temirkanov sig god tid til at forme de enkelte afsnit som selvstændige episoder, der uforudsigeligt afløser hinanden. Det skærper opmærksomheden og understreger dramaet, men også satsens uafvendelighed og himmelstræbende åndelige dimension. Radiokoret sang fyldigt og inderligt, i slutstigningen bogstaveligt strålende, og med en betagende blanding af barnlig og ophøjet fromhed gjorde Iris Vermillion 'Urlicht' til én stor, forventningsfuld indånding før finalens eksplosion.