Alle er vi kommet her for at se sensationen, rockens nye monster udi skræmmende effekter, rendyrket aggression og renlivet had, Slipknot. Ni knøse fra præriestaten Iowa, formummet bag masker og kedeldragter. Medbringende en skarp, skizofren, smertelig og drønende digital variant af heavy metal. Bandet, der mere end nogen mener det alvorligt og ligner fortalere for følelsesmæssigt forkrøblede teenagere i verdens eneste stormagt. Den, der er så rig, at selv skolebørn har råd til egne skydere. Som fotograferne oppe foran er der sikkert mange, der håber, at medlemmerne af broderskabet Slipknot vil slå på masken, så blodet sprøjter oppe på scenen. At rockragnarok er over os med alt, hvad det indebærer af gode billeder og opgejlede følelser. Men den eneste vold, vi skal opleve denne aften, er gudskelov indvolde, der brækkes op. Samt de uundgåelige sammenstød inde i den voldsomt hoppende klump foran scenen, der konstant opmuntres af forsangermasken, Corey Taylor. En flink fyr, for resten, som taler med ægte dyb amerikansk rockstjernestemme og bedyrer, at Slipknot er kommet for at »gøre København mere syg, end den nogensinde har været før!«. Metoden til det mål er - surprise, surprise - at »sparke røv på jer, motherfuckers!«. Det var de søde drenge i Bon Jovi, Mötley Crüe, Twisted Sister og Skid Row vist også optaget af i 1980'erne Og ligesom de legendariske Manowar - forbillederne for den forrygende morsomme metal-film 'Spinal Tap' - vil Corey Taylor belære os om forskellen på »ægte« og »falsk medaaal!«. Til trods for lange tirader om »kick ass«, havde han ikke stort andet på hjerte. Postuleret arrigskab og vrede for underholdningens skyld. Den truende stemning af noget særligt lander fladt som Chokopops i sødmælk. Herregud da, var det ikke andet? Endnu et tegneserieband i den lange lattervækkende, men naturligvis stærkt underholdende parade af heavy-helte? Nej, det var det faktisk ikke. Tordnende tomgang og maniske manerer. Musikalsk er Slipknot netop en flok flinke elever fra medaaal-skolen, der kan deres samplede industrial, men så sandelig også klassiske klodser fra Black Sabbath og især Slayer, hvis knaldhamrende katastroferock, gruppen vrider gennem de skingre samples med et vist held i gode sange som 'People equal Shit', 'New Abortion', 'The Heretic Anthem' og aftenens absolutte højdepunkt, 'Disasterpiece'. Mellem disse sange var der lange pauser med samples, der fremstod som gabende lamme og tomme trusler. Og musikken bliver ikke mere intens af, at man har to klovner til at kravle rundt på store trommesæt, der kan tilte til siden og hæves i hver fløj af scenen. Slipknot virker som en sensation, der allerede er blevet en fuser. En snotklat i heavyrockens farvestrålende tegneserie. Trods et glimrende bud på et meget anderledes rockalbum med sidste års virkelig heftige 'Iowa' synes bandet at være stivnet og fanget i sit hjørne af underholdning fra desperationens mørkeste dale inde bag maskerne. Ærgerligt, men der er masser af bands, som er langt mere skræmmende end Slipknot til koncert, og Marilyn Mansons provokerende kritik af dobbeltmoralens USA er langt mere gennemtænkt og gennemført.