Her var det Christoffer Møller, der stod for anretningen. Sammen med trompetisten Jesper Riis, bassisten Bo Stief, sangerinden Julie Marie og den fremragende Danny Gottlieb ved trommerne, som man især husker fra Gary Burtons og Pat Methenys grupper. Og igen måtte jeg forbavses over den egensindighed og dristighed, som Møller udviser i sit arbejde med musikken. En dristighed, som ikke er helt risikofri, når han minimaliserer sit instrumentale udtryk til det yderste, så al intensitet synes at fordufte. Og noget tilsvarende kunne man sige om en komposition som 'Country Love', der indledningsvis kunne forekomme for rudimentær. Men derefter var det frapperende, hvor lidt der skulle til for at stille det overmåde simple motiv i et nyt og ganske andet lys. Og netop i Gottlieb havde Møller en trommeslager, der med tilsyneladende lige så enkle midler formåede at holde at musikken flydende og akcentuere dens karakter. Et fint bekendtskab var også Julie Marie. Ikke nogen decideret 'jazzrøst', men en stemme, der gjorde indtryk ved sin oprigtighed og indlevelse - og som i 'Is Love a Lie' forenedes overmåde smukt med Riis' dæmpede trompet. Aftenkoncertens største overraskelse måtte vel være at høre Tom Harrell som vokalist. Såvidt jeg kunne forstå også for de musikere, pianisten Martin Schack, saxofonisten Marc Bernstein, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund, som han er på en lille turné med. Det var vel omstændighederne, der tvang Harrell til det, for det er ikke så ligetil at holde et nodepapir i den ene hånd, samtidig med at spille trompet eller flygelhorn. Men interesant var det. For Harrells scatsang var i fuldstændig overensstemmelse med hans trompetspil. Som også Chet Bakers var det. Og netop Baker var en musiker, som Harrell er nært beslægtet med. I kraft af den dybe melodiske åre, de har til fælles. Men ligeledes i kraft af den usikkerhed, de til tider kunne sprede omkring sig. For Harrells tonedannelse var navnlig i moderate tempi mere gebrækkelig, end godt var. Dette gælder endog i endnu højere grad den i disse dage udsendte cd, som Schack indspillede i New York for et år siden, hvor det er saxofonisten John Ellis, bassisten Joshua Ginsburg og trommeslageren Niclas Compagnol, der er Schacks og Harrells øvrige medspillere. Tankens klarhed i Harrells spil fornægter sig imidlertid ikke, og specielt koncerten rummede også de øjeblikke, hvor Harrell foldede sig helt ud som en af jazzens betydeligste nulevende trompetister. Bernsteins virile saxofoner, flot båret oppe af rytmegruppen, gjorde sig godt i de mere bevægelige tempi (som Ellis også gør det på cd'en), og på dette punkt har også Schack, både som pianist og komponist, sin force med sin stærke rytmiske fornemmelse. Dog ikke når han i sidstnævnte egenskab fører den langt ud i det fortænkte og konstruerer baslinier, der direkte saboterer musikkens organiske flow. Og det gør han ikke blot i nogle af sine egne temaer, men på cd'en lader han det også gå ud over dens eneste standard, Dietz-Schwartz' 'Alone Together'. Det er ikke på nogen måde inciterende, men udelukkende irriterende at høre på.