Det sidste pointerede det dirigentløse husensemble og Christine Åstrand befriende vitalt, frækt og fantasifuldt. Tidens friske nysyn på barokken er også nået til Ishøj. Også videre frem kunne man glæde sig over levende, men disciplineret spil og gennemarbejdet indstudering, men først i den anden ende af programmet, i Dvoráks serenade, genfandt klang og intonation noget af indledningens friskhed. Det indtagende, men i sig selv ikke særlig betydelige værk blev elskeligt, svingende, legende og i larghettoen ligefrem ømt karakteriseret. Pål Lindtner Eide var ud over Mozart også solist i noget så sjældent hørt som en melodiøs, folkloristisk farvet 'Symfonisk rapsodi' af spanieren Joaquín Turina. Den lever op til sin titel med en del pianistisk bravur, der klædte den sikre unge nordmand, men også Mozarts sprøde tonesprog håndterede han med diskretion og stilren ynde om også en kende rigidt (og i finalen forceret) i tempoet. Kolorist er han ikke, og vel også derfor blev ekstranummeret det mest tilfredsstillende fra hans hænder: et bandsat brillant, tætpakket og let ironisk stykke af Alberto Ginastera med titlen 'Den mystiske cowboy'.