Af Lumbye var polka-mazurkaen 'Nytårsnat' en flot påmindelse om, at årsskiftet en gang blev fejret med stil. Af Strauss blev 'Mein Herr Markis' fra 'Flagermusen' en opvisning i sikker koloraturteknik fra den store lille sopran Dilbèr, som vi for nylig foromtalte her i avisen. Koncertens første halvdel, viet til italiensk bel canto, satte spot på fløjtenist Kristina Ersson Kirstein. Efter en smuk tete-a-tete i Johann Strauss' 'Frühlingsstimmen' blev hun hevet frem ved siden af Dilbér, så de to kunne deles om Adolphe Adams bravur-variationer over den lille franske melodi 'Ah! Vous dirai-je, maman', som vi kender fra Mozarts klaverversion. Hendes åbne fløjteklang kunne fint bære denne eksponering i et ekstranummer, der fra italiensk over dansk og østrigsk fik nytårskoncerten til at lande i fransk musik. Dilbèr selv viste os, hvor let og kontrolleret Gildas arie fra 'Rigoletto' kan synges. I Elviras polacca fra Bellinis 'Puritanerne' kom der varme i stemmen, udsmykningerne var smagfuldt enkle, og vi slap - modsat i Verdi - for ujævnheder mellem solist og orkesterakkompagnement. 'Timernes dans' af Ponchielli er stadig ligeså genial tegneseriemusik, som dengang Disney brugte den i 'Fantasia', og det samme er Rossinis ouverture til 'Wilhelm Tell'.