Dog måtte betegnelsen 'Surprisekoncert' retfærdiggøres med noget mere overraskende end de to ekstranumre. At den annoncerede James Crabb havde en finger med i det spil, var at vente, for hans accordeon havde intet ærinde i det ordinære program, så da Schønwandt annoncerede at solodanserinde Gudrun Bojesen ville danse 'Blomstervalsen' fra Tjajkovskijs 'Nøddeknækkeren', var man mystificeret. Men ind kom hun, orkestret spillede, og hun dansede nogle få trin og afbrød så for - fuldt berettiget - at brokke sig over at der ikke var plads nok. Hun ville hellere spille, bad om et instrument, og sandelig om ikke der 'tilfældigvis' lige kunne fremtrylles en saxofon fra orkesterdybet. Hun kalder på James og sætter hornet for munden, og ind træder akkompagnatøren til en svingende tango. Det går fint indtil orkestret blander sig med et arrangement, der nær blæser den lille danserinde ned af scenen. Hun forlod den i stedet og gjorde plads for mere afbalanceret samspil i endnu en forpint smægtende tango hvor Crabb mesterligt forløste dansens dunkle lidenskab i trådtynde, sanseligt sitrende sarte linier og dristige rytmiske fraseringer. Nu var orkestret helt med på noderne, støttende og medlevende. Det sjældent spillende fritidsorkester har råd til at pjanke, men det har også etableret sig som et af øjeblikkets bedste. Tag bare ouverturen til Kuhlaus 'Elverhøj': den knejsende åbnings kernefulde tæthed, strygernes blide sødme straks efter, præcisionen i hovedtemaets Mendelssohnske lethed. Schønwandts friske og flyvende lette hovedtempo dansede ubesværet på tåspidserne, og selv om kodaen ikke just er højdepunktet i det fine værk, er det virkelig synd, at de fleste får så travlt med at demonstrere nationalt sindelag, at de glemmer at høre ordentligt efter. Russisk musik dominerede programmet, og det med seriøsitet uden at alvoren tog overhånd. En virkningsfuld eventyrgyser med sentimental udgang som Musorgskijs 'Nat på Bloksbjerg' er jo mere pittoresk end skræmmende, og med så godt et orkester spiller den sig selv. Tjajkovskijs 'Mozartiana', som flere end jeg nok hørte for første gang, er en ujævn kuriositet: arrangementer af tre af Mozarts mindst kendte klaverværker samt - let udvidet og følsomt romantiseret - den smukke kormotet 'Ave verum corpus'. 'Gigue' og 'Menuet' er utypiske, harmonisk eksperimenterende småstykker, der dårligt tåler at blive blæst op i orkesterformat, og motettens ophøjede enkelhed har fristet Tjajkovskijs sentimentalitet over evne. Men variationerne over 'Unser dummer Pöbel meint', der som finale udgør suitens broderpart, er en festligt nytårsegnet opvisning i instrumentationskunstens finesser, kulminerende i adagiovariationens overdådige og flot udførte koncertmestersolo. For den seriøse lytter var aftenens højdepunkt dog uden for al tvivl Hilary Hahns solospil i Sjostakovitjs 1. violinkoncert. Den 22-årige amerikanske skønhed med katteansigtet stryger en tone af den slags, der straks bemægtiger sig følelserne. Den kan ikke negligeres, for den har menneskestemmens udtrykskvalitet og en mærkelig fylde og intensitet, der selv i de mest dæmpede passager virker kolossal. Maner er hun blottet for. Klangformningen og hele foredraget er kernesundt og naturligt, født af musikkens fortælling og struktur uden egenrådige tilføjelser men bevægende mættet i oplevelsen. Det betød f.eks. en underbetoning af det skrattende groteske i scherzoen til fordel for et gedigent elskeligt lune, mens finalen tilsvarende blev en i alt væsentligt optimistisk overskudspræget kehraus med en gnistrende spændstig og udsagnskraftig deltaljering, en befriende udløsning af den forudgående passacaglias spændinger. Denne og den indledende 'Nocturne' er koncertens tyngdepunkter, som for alvor viste formatet og alvoren bag Hahns virtuositet. Det er ikke for meget sagt, at hendes spinkle skuldre bar hele den bredt udviklede form med linjernes uendelige åndedræt og klangens umærkelige forvandling i ganske få store buer, der i tryg glideflugt førte lytteren hen over det kammermusikalske sletteland, i nocturnen f.eks. med en uendelig udtynding fra den dæmpede, men magtfulde begyndelse i det dybe leje til et serafisk lysende pianissimo. Intens sammenhængskraft var der også i den store kadence, der forvandler passacagliaens grublen og ekspressive alvor til finalens eksplosion af energi. Midt i de store flader og den beåndede velklang taber Hahn imidlertid aldrig kontakten med en talenært medlevende artikulation, som måske allermest brillant kom til udtryk i prestofinalen af Bachs 1. solosonate: et hvirvlende enstemmigt perpetuum mobile, der med overrumplende lethed blev stanset ud som krystalklar elegant arkitektur.