En tynd aften. Men vel at mærke betragtet ud fra et musikalsk standpunkt. For efter at have set den første halve time af VM-finalen hjemme, var det jo herligt at kunne følge resten af kampen fra anden halvlegs begyndelse på storskærm i Copenhagen JazzHouse. Ikke så funky Klokken nærmede sig 23, før saxofonisten Pee Wee Ellis, der ifølge festivalens program var arkitekten bag James Browns soulklassikere, kom på scenen med sit unge hold af musikere. Der skulle imidlertid ikke meget til for at konstatere, at de havde meget at lære for at tilegne sig den funky intensitet, der hører denne type musik til. Så turen gik i stedet for til Zum Biergarten, det nye tilholdssted på den gamle vandværksgrund ved Axeltorv. Jazz i ulasteligt dress Også her havde man kunnet overvære fodboldkampen, så musikken havde ikke været længe i gang. Og hvad oplevede man så her? Det første indtryk var synet af fem herrer, iklædt ulasteligt sort dress, hvide skjorter og slips, på henholdsvis tenorsaxofon, flygelhorn (trompeten stod i et stativ på gulvet), opretstående klaver, kontrabas og trommer. Five Corners Quintet kaldte de sig, og de var fra Finland. Og hvordan lød det? Det var jo den klassiske neobop-kombination, de fem musikere optrådte i, og det var ganske tydeligt, at Art Blakeys Jazzmessengers dannede en slags forbillede for dem. Også her var det trommeslageren, der som gruppens leder tiltog sig en særdeles dominerende plads. Neobop som partymusik Gennem det første kvarters tid repeterede de to blæsere i front det samme riff et utal gange, mens pianisten hamrede den samme akkord i tangenterne. Og lige så stereotypt var både bas- og trommespillet. Godt var det ikke, men slet ikke uinteressant som fænomen. Her var nemlig fem musikere, der havde fundet en fidus i at gøre neoboppen til partymusik. For det var præcis, hvad det var. Det varede ikke længe, før det første par var på gulvet for at danse. Og flere fulgte hurtigt efter. Uforståeligt var det slet ikke. Til trods for at musikken i denne særlige finske udgave havde et påfaldende corny anstrøg, så swingede den faktisk så effektivt, at man havde svært ved at holde fødderne i ro. En høreværdig musiker Var de så gode jazzmusikere, de fem? Pianisten var det afgjort ikke, bassisten virkede fuldstændig anonym ud over at passe sin dont, og trommeslageren kunne sit håndværk, men røbede ikke mindste antydning af kunstnerisk fornemmelse. Den fandt jeg til gengæld hos tenorsaxofonisten, selv om han under de givne omstændigheder ikke havde meget at bruge den til. Og da trompetisten først var varmet op og indimellem afstod fra sit præstationsræs, viste også han, at han rummede en høreværdig musiker i sig.