Karlsvognen blev kørt frem, og den halve måne smilede til, i de timer hvor Roger Waters opførte tro kopier af en lang række af Pink Floyds mest afholdte numre fra 1970'erne. Der har næppe nogensinde været et så stort antal tilskuere til en finalekoncert på Orange Scene en søndag aften, og de fleste blev stående til det sidste og fik derved den bedste del af musikken med. Loyal Pink Floyd-oplevelse Pink Floyds syngende og komponerende bassist Roger Waters havde tilrettelagt langt det meste af koncerten i Roskilde på en måde, så de medvirkende guitarister og tangentspillere ligesom rytmesektionen hjalp ham med at give publikum en loyal Pink Floyd-oplevelse. Kun korsangerne og saxofonisten forstyrrede nogle gange indtrykket af at være tilbage i 70'erne ved at synge og spille mere kropsligt, end Pink Floyd var tænkt. Efter at Pink Floyds oprindelige kreative hovedkraft Syd Barrett i 1968 måtte forlade bandet på grund af psykisk sygdom, udviklede musikken sig væk fra psykedelisk rock og over i konceptuel, supersælgende space rock med mere ånd end krop. Som 70'erne skred frem, fik Roger Waters større indflydelse som komponist i bandet. Succesalbummet 'The Wall' fra 1979 var hans værk, og i Roskilde var genskabelser af sange som 'Another Brick in the Wall part 2' og 'Comfortably Numb' fra det album påmindelser om, hvor bombastisk både rytmesektionen og budskaberne i Pink Floyds musik blev med tiden. Første sæt haltede Roger Waters splittede koncerten ad i to sæt, og under det første eksemplificeredes, hvor vanskeligt det kan være at lave greatest hits-versioner af konceptplader uden at amputere de oprindelige intentioner og blive banal. 'Shine On Your Crazy Diamond' og 'Set the Controls For The Heart of The Sun' var to af de sange, der havde overlevet bedst. Men som helhed haltede første sæt. Enten skulle Waters have skabt en stærkere fornemmelse af sammenhæng mellem numrene. Eller også skulle han have udfordret og bearbejdet det oprindelige materiale. At han lod den visuelle side bestå af bl.a. romantiserende blomsterbilleder understregede nostalgien. ikke bedre end pladen Efter en kort pause blev ideen om et Pink Floyd-genhør mere meningsfuld, da Waters og band satte sig for at genskabe hele det atmosfæriske og avancerede hovedværk 'Dark Side of the Moon' fra 1973. Her var der højt til himlen og grundigt indarbejdet variation i bunden af lydbillederne, og med lidt indlevelse kunne man godt opleve albumopførelsen som en billet til en times rumrejse. Bedre end albumversionen var koncerten nu ikke. Fascinationen lå i den sceniske omhu, den store lyd, de ledsagende planetbilleder og så selve det at opleve noget berømt symfonisk rockhistorie genspillet live.