Radiolytterne gik glip af en god del af oplevelsen torsdag aften. Den visuelle.
Men ret beset gjorde det vist ikke så meget. Svenske Niklas Sivelöv spillede Prokofjevs første vilde klaverkoncert med fjerntskuende blik, teatralske gestikulationer, missende øjne – mimende melodierne med læberne. Libanesiske Isabel Bayrakdarian sang de tre sorgfulde sange i Henryk Góreckis sitrende tredje symfoni efter pausen med så meget lidelse i blik og kropsholdning, at man skulle tro, musikken gjorde fysisk ondt på hende. Imponerende og medrivende Men det lød ikke sådan og tak for det. Hverken Prokofjevs eller Góreckis musik klang flæbende eller sentimental. Selv om der var dramatik og højtidelighed på spil i Góreckis minimale opbygninger over to halve timer, var det med klarhed og nøgtern systematik, de store følelser blev udstillet.
