På papiret lignede det et velkomponeret program med musik af tre klassiske navne, der godt kan kædes musikhistorisk sammen.
Der er ingen tvivl om, at Schubert skævede til sin samtidige kollega Beethoven, og man kan sagtens argumentere for, at symfonikeren og liedmageren Gustav Mahler forholdt sig til Schuberts sange.
Men som helhed betragtet fungerede DiamantEnsemblets sæsonstart i praksis mindre godt.
Skuffende programsammensætning
Ensemblet, der er husorkester i Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant, omfatter ikke så få soloblæsere fra DR SymfoniOrkestret.
Musikerne er samlet omkring oboisten Max Artved, der tidligere har været mand for også at præsentere ensemblets koncerter, og som tirsdag aften ledede opførelsen af Beethovens blæseroktet i Es-dur med et voldsomt animeret kropssprog. LÆS OGSÅ:The Met's operachef er langtidssygemeldt
Hvis han virrede lidt mindre med hovedet, den gode Artved, ville klangkvaliteten i hans spil ret beset nok blive mere egal.
Men det egentlig utilfredsstillende ved aftenen var programsammensætningen – og især de sange af Mahler, DiamantEnsemblet med hjælp fra ekstra indforskrevne kolleger opførte sammen med barytonen Morten Frank Larsen.
Stift udtryk
Mahlers 'Kindertotenlieder' arrangeret for solistisk kammerbesætning af komponisten Rainer Riehn engang i 1980’erne er i sagens natur en ekstra intim og transparent gendigtning af det originale orkesterakkompagnement.
