Bo Skovhus skulle have modtaget P2’s kunstnerpris under stor festivitas i slutningen af september, men aflyste sin deltagelse med en sangers mareridt: stemmeproblemer. Nu fik han så den lille nodestatuette for sin mangeårige indsats som liedsanger som et intermezzo før pausen i DR’s direkte transmission i den intime sal på Bryggen. I efterdønningerne af en første halvleg, der kulminerede som et gigantisk romantisk udtryk som et bevis på, at manden er tilbage fra den ufrivillige pause som uforlignelig liedfortolker. Sammen med den fremragende tyske akkompagnatør Helmut Deutsch gav Skovhus en fantastisk varieret og ekspressiv koncert med Franz Schuberts længselsfulde sange. Brystet var skudt frem og blikket fast rettet mod publikum i de små to timers sang. Med længsel i kroppen ’Schwanengesang’ kalder man ofte de 21 sange, som Schubert skrev helt til sidst i sit liv til romantiske digte af Johann Gabriel Seide, Heinrich Heine og Ludwig Rellstab. Men titlen er et pr-levn fra forlæggeren, og der er heller ikke nogen historie, der samler sangene, som i en rigtig liedcyklus. I stedet fik Skovhus og Deutsch kittet koncerten sammen med en smukt spundet spændingskurve. Fra enkle, indledende konstateringer, ned i melankoliens sorteste dyb, op i raseriet over verdens samlede smerte til simpel og munter afsked. Ord og toner hang sammen som ærtehalm i Skovhus og Deutschs fintmærkende fortolkning. Men de romantiske digtere havde også gjort deres til den dybt interessante stemning af lige dele naiv forelskelse og brutal erkendelse af tilværelsens smertelige grundvilkår.

Hele tiden blev historierne fortalt af en mand med længsel i hele kroppen. Hvor han var alvorlig og sammensat og hun mild og ren. Hvor himlen var udspændt til det uendelige, og hvor tågebilleder af byen med dens tårne kom til syne i det. Hvor digteren undrede sig over, at hans øjne var fyldt med tårer, selv om solen bød ham velkommen med legende guld. Klang knastørt I sin tid fortolkede Schubert ordene ved f.eks. at skabe rullende tonemalerier af floden eller balancere tvivlende på grænsen mellem dur og mol, når musikken ikke måtte afsløre mystikken i sætningerne. Eller fjerne pulsen helt, når mandens hjerte går i stå i den stille nat. Onsdag lagde Skovhus og Deutsch så endnu et lag på arbejdet ved konstant at variere i styrke, sætte trykstreger under centrale ord og lege med klangfarver fra begsort og lukket til lys og luftig. Og i den sportsgren viste Skovhus sig som den mester, P2’s kunstnerpris også vidner om. Mogens Dahl Koncertsal klang i varmen fra de mange mennesker knastørt, så skulle der have været noget for Skovhus at skjule i rumklang, var det umuligt. Alle klanglige nuancer, alle verbale artikulationer og alle mikroskopiske melodiske farvninger kunne høres, og ... hvor lød det godt. FACEBOOK