I sidste uge udkom debutalbummet ’I Predict A Graceful Expulsion’ fra den canadiske sangerinde Al Spx, der laver musik under pseudonymet Cold Specks.
I et øjebliks beruset klarsyn kom hun til at kalde sin musik ’doom soul’ på Cold Specks’ Facebook-profil – en information, hun senere slettede igen, men som ikke desto mindre har hængt ved. Sikkert fordi den utraditionelle genrebetegnelse passer så usvigeligt godt på hendes slæbende, dommedagsdystre depressionsgospel. Men Cold Specks må indstille sig på at dele sin ’doom soul’-mærkat med den 27-årige Chicago-sanger, Willis Earl Beal.




























