Med sine markerede briller, lange hår og endnu længere skæg ligner han en hipster, der har sluppet håndbremsen og ladet skægget vokse fra de andre Brooklyn-niks. Men Matthew E. White er ikke optaget af kapløbet med tidens skiftende luner.
Tværtimod. Han har mere evigheden end morgendagen for øje.
Styr på historien
Matthew E. White er en 30-årig musiker fra Richmond i den amerikanske østkyststat Virginia, der med passion for detaljen har samlet sin arkæologiske udforskning af rock-, folk- og soulhistorien i en pladeselskabsvision og et mesterligt debutalbum.
Et album funderet i den majestætiske ro fra Whites baryton, der undervejs løftes af hornsektioner og strygere til tinder af gospel. Uden at miste jordforbindelsen. På en gang inderligt ydmygt i tonen og højtravende storslået i lyden.
Uanset hvad man forestiller sig ved synet af Matthew E. White, er det svært at være forberedt på ’Big Inner’. Intet lyder som den lige nu. Men den kan bjergtage enhver, når den hvisker sit stormvejr af soul ind i øret.
LÆS OGSÅ Hæs gospelsangerinde leverer nerve i en medieret tid
Medmindre du har haft fast gang på musikscenen i Richmond, har du nok ikke hørt om Matthew E. White før.
For en del år siden kunne man dog falde over den tidligere jazzarrangørs gamle band The Greate White Jenkins på bandcamp.com, og i 2010 dukkede han op i selskab med Bon Iver til Alan Lomax-hyldesten ’Sounds of the South’.
White har ikke haft travlt. Han har brugt årene på at opsøge dygtige studiemusikere og undersøge, hvordan Sly Stone, The Band eller Phil Spector arrangerede deres musik. På at få styr på pladeindspilningens historie, der nok er kort, men fuld af vigtige valg.
Gør alting lysere
Der er stadig spor af folkemusikken på debutalbummet, men udtrykket er et helt andet. White kommer ikke traskende med et par spartanske guitarsange, han har skrevet ude i en jagthytte, men med en samlet vision for sine sange, der er konciperet i ånden fra den tid, hvor et pladeselskab havde et husorkester og et studie sin egen lyd.
I krydset mellem Lee Scratch Perrys Black Ark-studie og 1960’ernes soulpladeseskaber har Matthew E. White skabt pladeselskabet Spacebomb Records.
Hvis Stax havde Booker T. & the M.G.’s, har Spacebomb Mathhew E. White, Cameron Ralston, Pinson Chanselle og Trey Pollard. Med 30 løseligt tilknyttede orkestermusikere, der i løbet af ubegribelige syv indspilningsdage skabte den gigantiske minimalisme på ’Big Inner’, Spacebombs første album.
LÆS OGSÅ Nattetripperen genopstår som voodoofunky magiker
Og hvis de kan holde dét niveau, skal de nok skrive sig ind i den studiehistorie, de gerne vil forlænge ind i det 21. århundredes digitale gør-det-selv-tidsalder.
Spacebombs katedral af lyd kan eller skal ikke skilles fra sangene. Den halvakustiske stemning – hvor hornene hugger dybt i mikset, et klaver rejser børsterne i den levende produktion og et nænsomt kor giver følelserne vinger – er den perfekte scene til de længselsfulde sange om tab og forløsning.
Om at miste et barn, om slaver på flugt, om ugengældt kærlighed og om den simple fornøjelse ved en varm toddy på en frostbidende vinterdag. White er barn af kristne missionærer, hvilket skinner igennem de spirituelle overtoner, men det bliver ikke frelst, bare optimistisk i beretninger om livets knubs.
Alting ser lysere ud, efter at man har hørt ’Big Inner’.
For god til at gemme væk
En sang som ’Big Love’ kan med sit groove udkonkurrere Happy Mondays på deres mest opstemte dage. Man fornemmer Dr. Johns farverige New Orleans-ånd flagre mellem tangenter på ’Steady Pace’, og under den næsten ti minutter lange tropicalismo-inspirerede ’Brazos’ æltes rocksangen af et højstemt kirkekor, avantgardejazz og de tunge soulhorn, der tegner skyggebilleder af Otis Reding.
Før sangen, albummet og Matthew E. Whites visionære musik finder et klimaks i den rockende og håndklappende chant: »Jesus Christ is Our Lord«.
Selv ateisten her sidder med armene over hovedet og brøler med.
Der er citater overalt. Jimmy Cliff, Randy Newman og Jorge Ben kigger forbi, men det bliver aldrig en musikquiz. Fordi alle syv sange er støbt ind i deres egen organiske helhed, der undslår sig fastlåsende mærkater ved at lade nye stilarter hele tiden overlappe sangskrivningen. Det minder nok om andre tider, men er mest hævet over tid og sted.
LÆS OGSÅ Ung soulsanger brølede smukt - som en vuvuzela
Alarmen bimler, hvis man deler kritikeren Simon Reynolds’ retromania-angst for, at popmusik æder sig selv op indefra ved kun at kopiere fortiden. Matthew E. White flytter os ikke frem, kun tilbage.
Men jeg er glad for, at Rufus Thomas ikke fik modernistisk panik efter sin første store soulplade på Stax, men lavede flere i samme stil. Ligesom White gerne må fortsætte med at give tidens retrorockende og skabelonpoppede sange modspil.
Nutiden har bekymret White. Faktisk udgav han ’Big Inner’ i al stilhed på sin hjemmeside for knap et halvt år siden. Som om han helst vil veksle højlydt jubel i nuet med historisk anerkendelse i det snigende, lange løb. Men den her plade er alt for god til at gemme væk. Den skal høres højt, og den skal høres nu.
Hør hele albummet her:
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
