Matthew E. White er et af musikscenens mest snurrige stjerneskud p.t., og hans sang ’Big Love’ er et af dens mest usandsynlige hits.
En summende og brummende symfonisk popsang om den helt store kærlighed.
Den, som rækker ud, stiger til vejrs og transcenderer kærlighedens mere forræderisk grumsede hverdagsvarianter.
Med den orkestrale americana på debut-albummet ’Big Inner’ har White skabt en slags big band fusion af roots, pop, soul og spacet funk, som på sin egen venlige og tilbagelænede facon har taget mange musikelskere med stille storm. Ikke mindst i Danmark.
LÆS MERE
En ny tids soulkonge begår mesterværk i første forsøgSå fra scenen kunne den bamsede og bebrillede White med det store vildmandshår og -skæg berette om sine to store Danmarks-øjeblikke.
Der var dengang, da han gik i 6.klasse i Japan og blev vild med fodbold.
Danske Peter Schmeichel blev den lille amerikanske målmands helt store helt og han har stadig Schmeichels signerede målmandshandske blandt sine personlige skatte.
Lidt for lavt
Og så var der den store dag, hvor ’Big Inner’ lå nummer to på den danske hitliste. Kun overgået af Justin Bieber.
»Men ham nupper vi næste gang«, som Matthew E. White lunt tilføjede.
Helt så godt går det nu næppe. Koncerten med White og hans legekammerater fra Richmond var ikke lige frem et popbrag.
White ynder at synge i en lavmælt singsong, som glider smukt ind i det tætvævede musikalske tæppe, men som i Roskilde godt kunne have brugt en hel del mere krudt på mikrofonen.
Gospel, country og soul
Foruden tre til lejligheden lånte danske blæsere, stillede White op med fem musikere, og dette ganske lille big band viste sig i stand til at variere sit udtryk på mange ret så skønne måder.
ANMELDELSE
Rihanna ondulerede Orange på sin egen mådeÅbningsnummeret ’Will You Love Me’ og ’One of these Days’, begge fra ’Big Inner’, var en smuk blanding af gospel, country og soul, og på ’Steady Pace’ åbnede udtrykket op i retning af regulær space opera.
Denne utroligt milde og venligsindede fortolkning af en ret vild musikalsk ide-virksomhed tog et pusterum med en fortolkning af Neil Youngs ’Are You Ready For The Country’.
Bandet swingede flot, og kom Whites vokal noget til kort i forhold til Neil Young poetiske jamren, var Trey Pollards slideguitar til gengæld helt i top.
Musikalsk roadtrip
Matthew E. White og hans orkester viste sin største styrke i de lange numres musikalske workout.
Der er et stort potentiale for instrumental fordybelse hos disse unge gutter fra Richmond i Virginia, hvor White har været en foregangsfigur i opblomstringen af et musikmiljø af hurtigt voksende ry. Det er ikke enhver beskåret at synge sit største hit med en stilfærdig nynnemumlen og slippe levende fra det.
LÆS MERE
Marie Key hyldes for Nik & Jay-koncert på RoskildeMen det gjorde White på ’Big Love’, der udviklede sig til et lige så syret som farverigt musikalsk roadtrip med hornsektionen trykket helt i bund.
Det var ikke verdens længste koncert.
Foreløbig har Matthew E. White kun lavet ’Big Inner’ under eget navn, mens han tidligere har haft travlt med at lede avantgarde jazzbandet Fight the Big Bull.
Et arbejde, man nu kun kan skimte i skikkelse af arrangementernes kompleksitet og i form af de ret heftige instrumentale forløb fra såvel Matthew E. White som fra Cameron Ralstons lynsnare funkbas.
Big band-gospel
Matthew E. White skaber sin egen musikalske genre.
En slags kridhvid big band-gospel, der danner en fleksibel ramme om hans ligefremt spirituelle tekster.
Det er de store spørgsmål behandlet med begge på jorden, og hvis ikke publikum i forvejen var bekendt med Whites kristne baggrund, så blev de det i hvert fald på det helt fantastiske en halv snes minutter lange afslutningsnummer ’Brazos’.
ANMELDELSE
Killer Mike hyldede det modsatte af mundlortHer sang missionærsønnen opkaldt efter evangelisten Matthæus om, hvordan det gik til, da Jesus Kristus gik på vandet nok engang og krydsede Brazos-floden tørskoet.
»Jesus Christ is our Lord / Jesus Christ is your friend«, sang Matthew E. White, og det er da vist en af de første gange, der er blevet sjunget med på den slags fromme omkvæd i Roskildes uhellige haller.
Når det gled så let ned og kom så let ud, skyldes det nok, at White måske nok er ven med Jesus K., men ikke på nogen måde lyder som en skråsikker prædikant.
»My heart’s sinking like apostle Peter / Lord, sunk like a stone / Because he wasn’t a believer I / And I am not sure that I am either«, sang Matthew E. White, og det var denne kombination af tvivlens nådegave og tyrkertro på musikkens velsignelser, som i denne fantastiske udladning til syvende og sidst løftede koncerten op til de luftlag, hvor englene synger og gør det med hver sit spøjse næb.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
