Hvis verden går under, vil jeg gerne være i nærheden af John Grant.
Så han kan holde mig i hånden og betrygge mig med sit granitbjerg af en stemme.
Det stod klart, da den stovte amerikanske sanger gennemlyste det pænt fyldte Odeon-telt med en gåsehudsversion af ’Glacier’.
Med orkanstyrke sang den fuldskæggede Grant »This pain/ It is a glacier moving through you/ And carving out deep valleys«, før han med sin robuste stemme trøstede alle os håbløse:
»And nourishing the ground/ with precious minerals and other stuff/ so, don't you become paralyzed with fear/ When things seem particularly rough«.
LÆS OGSÅ Folk-rocker svarer livets kæberasler igen med disco
Ok, John Grant. Hvis du siger, så tror jeg på det.
Og sender en tanke til dine »gayfriends i Russia«, som sangen blev dedikeret til og dvæler ved den kendsgerning, at den majestætiske ’Glacer’ også spejler John Grants egen grumme skæbne. Han fik konstareret HIV for et par år siden.
Konstant ulmende
Med fuldskæg og et skeptisk ansigtsudtryk ligner John Grant en brysk skovhugger, men med sin klangfulde stemme og buldrende melankoli kunne han klemme tårer ud af selv den hårdeste Lumberjack i det soløre telt.
LÆS ANMELDELSE
Natmennesket James Blake stegte på OrangeNogle gange gjorde han det til de pumpende discorytmer på ’Black Belt’, andre gange i svulmende ballader som den smertelige ’Vietnam’, hvis han ikke helt slap grebet og sammen med sit islandske band lod vreden tordne løs i en prog. rockende Pink Foyd udgave af ’Queen Of Denmark’.
Det er storladent, men samtidig prosaisk i de konstant ulmende tekster:
»You tell me that my life is based upon a lie/ I casually mention that I pissed in your coffee/ I hope you know that all I want from you is sex«.
Uforlignelige The National skruede op for alle knapperneSang dommedag imod
Genren skiftede, Grant skiftede med, men stemmen var hele tiden den samme sikre klippe.
Som Stephen Merrits Magnetic Fields bruger Grant mange forskellige udtryksformer (selv den mindre heldige røvballerock på ’Chicken Bones’), men det handler ikke om at undersøge. Det handler om at få vreden ud af systemet.
LÆS ANMELDELSE Matthew E. White er verdens venligste vildmand
Livet er ikke rimeligt, og kærligheden er den værste skiderik af dem alle sammen. Det var den enkle, men beskidte sandhed, John Grant med lige dele ømhed og ætsende syre ventilerede i løbet af en god times koncert.
Jorden gik under mange gange undervejs, men det gjorde ikke noget. John Grant stod jo lige der og sang apokalypsen imod.
fortsæt med at læse
