0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Granitstemme gav gåsehud i varmen

Jorden gik under mange gange under John Grants koncert. Men det gjorde ikke noget.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS BORBERG (arkiv)
Foto: THOMAS BORBERG (arkiv)

Stærk. John Grant ligner en skovhugger, men med sin klangfulde stemme og buldrende melankoli kunne han klemme tårer ud af selv den hårdeste Lumberjack.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis verden går under, vil jeg gerne være i nærheden af John Grant.

Så han kan holde mig i hånden og betrygge mig med sit granitbjerg af en stemme.

Det stod klart, da den stovte amerikanske sanger gennemlyste det pænt fyldte Odeon-telt med en gåsehudsversion af ’Glacier’.

Med orkanstyrke sang den fuldskæggede Grant »This pain/ It is a glacier moving through you/ And carving out deep valleys«, før han med sin robuste stemme trøstede alle os håbløse:

»And nourishing the ground/ with precious minerals and other stuff/ so, don't you become paralyzed with fear/ When things seem particularly rough«.

LÆS OGSÅ

Ok, John Grant. Hvis du siger, så tror jeg på det.

Og sender en tanke til dine »gayfriends i Russia«, som sangen blev dedikeret til og dvæler ved den kendsgerning, at den majestætiske ’Glacer’ også spejler John Grants egen grumme skæbne. Han fik konstareret HIV for et par år siden.

Konstant ulmende
Med fuldskæg og et skeptisk ansigtsudtryk ligner John Grant en brysk skovhugger, men med sin klangfulde stemme og buldrende melankoli kunne han klemme tårer ud af selv den hårdeste Lumberjack i det soløre telt.

LÆS ANMELDELSE

Nogle gange gjorde han det til de pumpende discorytmer på ’Black Belt’, andre gange i svulmende ballader som den smertelige ’Vietnam’, hvis han ikke helt slap grebet og sammen med sit islandske band lod vreden tordne løs i en prog. rockende Pink Foyd udgave af ’Queen Of Denmark’.

Det er storladent, men samtidig prosaisk i de konstant ulmende tekster:

»You tell me that my life is based upon a lie/ I casually mention that I pissed in your coffee/ I hope you know that all I want from you is sex«.

Sang dommedag imod

Genren skiftede, Grant skiftede med, men stemmen var hele tiden den samme sikre klippe.

Som Stephen Merrits Magnetic Fields bruger Grant mange forskellige udtryksformer (selv den mindre heldige røvballerock på ’Chicken Bones’), men det handler ikke om at undersøge. Det handler om at få vreden ud af systemet.

LÆS ANMELDELSE

Livet er ikke rimeligt, og kærligheden er den værste skiderik af dem alle sammen. Det var den enkle, men beskidte sandhed, John Grant med lige dele ømhed og ætsende syre ventilerede i løbet af en god times koncert.

Jorden gik under mange gange undervejs, men det gjorde ikke noget. John Grant stod jo lige der og sang apokalypsen imod.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

  • Lionel Cironneau/AP