Den blide Mr. White er poppens nye modefarve

Cool. Matthew E. White stræber efter at skrive sange, der har en betydning uden at blive for højtidelige af den grund.
Cool. Matthew E. White stræber efter at skrive sange, der har en betydning uden at blive for højtidelige af den grund.
Lyt til artiklen

Med Matthew E. Whites ankomst har en anderledes skikkelse sat sig godt til rette på musikkens landkort.

White med det hvide jakkesæt og det lange hår og skæg er en iøjnefaldende figur. Også musikalsk er han noget særligt, men det måske mest særlige ved Matthew E. White er den musikalske pakkeløsning, han insisterer på at udgøre. Som talsmand for og praktisk udøver af et større musikkollektivistisk synspunkt.

’Fresh Blood’ ligger i direkte forlængelse af Whites tre år gamle bemærkelsesværdige debutalbum ’Big Inner’. Igen er der tale om et Spacebomb-projekt.

Smuglyt: Matthew E. Whites vision manifesterer sig på nyt album

Visionen ført ud i livet

Spacebomb er det studie i Richmond, hvor White og vennerne siden 2009 har slået deres folder. Spacebomb er et helt produktionsapparat. Et studie-ideal. Som Motown. Eller Muscle Shoals.

White har produceret med Trey Pollard, og de to udgør The Spacehouse House Band sammen med bassisten Cameron Ralston og Trey Pollard. Andre lokale kræfter udgør de ti musikere i The Spacebomb Horns, der både tæller messing og træblæsere. For slet ikke at tale om The Spacebomb Strings og The Spacebomb Choir.

Matthew E. White og hans venner har skabt et studiemiljø ud fra en musikfilosofi og forsynet ham med et ’instrument’ og en palet, ikke mange andre musikere kan operere med.

En ny tids soulkonge begår mesterværk i første forsøg

Den største forskel på ’Big Inner’ og ’Fresh Blood’ er, at Matthew E. White nu arbejder med sit Spacebomb-orkester med endnu større overblik og konsekvens.

Hvor ’Big Inner’ med smittende nysgerrighed afprøvede mulighederne, lyder ’Fresh Blood’ i højere grad som et værk støbt i et stykke. En vision ført helt ud i livet, og hvor de flotte arrangementer fra fortidens soul- og popscener i Detroit og Los Angeles dukker op igen i ny skikkelse kemisk renset for kitsch og nostalgi.

Poesi og soulfuld rock

’Tranquility’ er den eneste sang på det nye album, der indynder sig med helt samme massive charme som titelnummeret fra ’Big Love’. Men det betyder ikke, at albummet ikke er godt kørende målt på den sangskrivning, White har præsteret sammen med Andy Jenkins.

Whites lyse, smådrømmende og småmumlende fraseringer driver fint for egen vind i det soulfulde åbningsnummer ’Take Care of My Baby’. ’Rock & Roll Is Cold’ er et angreb på troen på, at musik er noget, man kan regne ud. Et lidt helligfimset nummer om rock’n’roll, R&B og gospel.

Poesi har til gengæld ’Fruit Trees’ med den malerisk lysende åbningslinje »The radiance of an orange tree«, hvor Phil Cooks piano og Pinson Chanselles trommer kredser effektivt om en simpel figur.

Hyldet solodebutant: »Jeg kan skrive om sex, vold og død«

De store orkestermuskler bliver for alvor udfoldet i det mere end fem minutter lange ’Holy Moly’, hvor en ulykkelig affære ender på trodsig tone med nedslaget »fuck ’em all, love is home«, mens rockbandet, strygerne og hele Spacebomb-molevitten trykker pedalen kollektivt i bund.

White med missionærforældrene svigter heller ikke Jesus denne gang. ’Circle ’Round the Sun’ er en fin og enkel salme om at have hjemme et andet sted.

Kommet for at blive

Matthew E. White vil skrive sange, der har en betydning uden at være støbt i cement. De vil gerne stræbe højt uden at blive højtidelige. Kærlighedssange vippende mellem fortrydelse og fortrøstning, mellem det hverdagsagtigt mundrette og det ophøjede.

Det er indimellem en prekær balance, hvor de høje luftlag og jordforbindelsen ikke altid trækker på samme hammel. ’Love Is Deep’s »Everybody ought to think twice, baby/ ’Cause love is deep/ ’Cause love is deep shit« funker, men hvor Philip Seymour Hoffman-hyldesten ’Tranquility’ melodisk og vokalt er en virkelig smukt følt hyldest, er teksten på kanten til det klistrede.

Matthew E. White er verdens venligste vildmand

Men det er en mindre anke i forhold til, at Matthew E. White som popspirituel orkesterleder går sin egne veje og skaber sit helt eget musikalske rum.

’Fresh Blood’ lever op til og udbygger ’Big Inner’s overrumplende entre på popscenen.

Richmond, Spacebomb og den blide Mr. White med det cool overblik er kommet for at blive.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her