Matthew E. White er tilsyneladende kommet valsende ud af det rene ingenting fra den ikke specielt hippe musikby Richmond i Virginia og har scoret topanmeldelser på stribe for sit debut-album ’Big Inner’.
Her i avisen kastede Simon Lund således 6 jublende hjerter op i luften og lød dem drysse ned over Whites »gigantiske minimalisme«.
Titlen handler om det store indre rum, hvor kærligheden bor. Eller måske om det store luftige rum, musikken skaber på albummet.
Men siger man det hurtigt nok, lyder det som ’Beginner’, og det er jo passende nok for en debut. Sagen er bare, at den højst personlige, originale og kridhvide musikalske fortolkning af arven fra soul og gospel, som 30-årige Mathew E. White lægger for dagen, lyder alt andet end begynderagtig.
LÆS ANMELDELSE En ny tids soulkonge begår mesterværk i første forsøg
Miljøet er vigtigst
Da jeg griber telefonen og ringer til Matthew E. White, har jeg også allerede luret, at han har en fortid i eksperimenterende jazz i bigbandet Fight The Big Bull og har stået i spidsen for rockbandet The Big White Jenkins.
Hvad jeg derimod ikke vidste var, at han engang har transskriberet og genopført Michael Jacksons ’Thriller’ og regner det som en af sine mest epokegørende indsigter i den amerikanske musiks væsen.
Og at det vigtigste for ham lige nu slet ikke er hans egen karriere, men hvorvidt studiet, pladeselskabet og det lokale musikerfællesskab samlet under navnet Spacebomb kan bære igennem. Den succes, han med sin debut har givet Spacebombs første udgivelse nogensinde, lover da i hvert fald godt!
»Spacebomb er vokset helt naturligt ud af alle de ting, jeg har lavet her i Richmond. Lige fra jeg gik ud af high school har jeg arbejdet på at skabe et miljø for eksperimenterende musik. Et sted, hvor man kan lave eventyrlysten musik, og hvor der er et publikum til det. Så vi fik masser af berømte avantgardemusikere fra New York til at komme og spille, og efterhånden er det lykkedes. Der er simpelthen så mange talentfulde musikere her i byen«, fortæller White, der selv blev et navn inden for avantgarden med de to plader, han lavede med Fight The Big Bull.
Det var en form for musik, som gjorde, at han fik mange tilbud om at arrangere musik for andre. Det gjorde han så en del af, men hele tiden lurede ideen om at skabe et konkret miljø centreret omkring et pladeselskab.
En musikerdrøm
»Jeg læste en masse om baggrunden for alle de plader fra 1950’erne og 1960’erne, jeg elskede så højt, og det gik op for mig, at en vigtig del af forklaringen var måden, infrastrukturen og processen var organiseret omkring et pladeselskab«, siger Matthew E. White og drømmer om et nyt Stax, et nyt Motown.
At være arrangør, producer og musiker på sådan et selskab lød som et drømmejob, syntes han. Der var bare et problem.
Han lever i en tid, hvor den slags pladeselskaber ikke ligefrem hænger på træerne. Tværtimod lever han i en tid, hvor musikerne laver deres plader på computeren hjemme i dagligstuen, og pladeselskaberne er nogle spinkle konstruktioner reduceret til distribution og markedsføring.
»Jeg tænkte, hey, så laver jeg det da bare selv! Lad os lave et pladeselskab som en paraplyorganisation, hvor vi kan producere hinandens plader, og hvor jeg kan lave min egen plade. Det er vi fuld gang med. Vi arbejder med hinanden på kryds og tværs. Jeg får lejlighed til at arbejde med nogle skønne musikere lige her i Richmond. Det er en ønskesituation. Som solist kan jeg måske lave ét album om året. Mere kan man ikke lave. Sådan er musikbranchens cyklus nu engang indrettet. Men det er slet ikke nok for mig. Jeg vil da skabe meget mere musik, og på den her måde kan jeg hele tiden have gang i noget nyt. Med Spacebomb realiserer vi en musikerdrøm«.
Gammeldags fællesskab
Der er mange fordele i sådan et setup, påpeger Mr. Spacebomb.
»Lytter man til ’Big Inner’, hører man en plade, hvor der er mange musikere med. Hvor der er arbejdet rigtig meget med produktionen. Den burde have kostet mange penge. Men det gjorde den altså bare ikke. Der var mange musikere, der havde mod på at komme her til Richmond og hænge ud i vores dejlige by og bare se, hvad der skete med musikken. Det var sådan lidt med løs bagkant det hele, og det var en skøn måde at arbejde på. I Spacebomb har vi et fast husband med bas, guitar og trommer, mens jeg laver horn-arrangementer og Trey Pollard arrangerer strygere. Vi kender alle sammen hinanden. Den konstellation vil udgøre rygraden på produktionerne«.
Det lyder decideret gammeldags?
»Ja, det må man jo nok sige, eftersom det var sådan, man gjorde engang, og det ikke længere er sådan, man gør nu. Men lyden behøver ikke være gammeldags. Det handler mere om samarbejde. Om at give folk muligheden for virkelig at folde sig ud med det, de er bedst til. Det er en proces og en metode. Det er ikke en sound eller en genre. Jeg tror, folk vil se, at denne måde at arbejde på kan rumme en masse forskellige slags musikalske udtryk«.
»Jeg synes, det er helt afgørende, at individet skinner igennem. Så det er meget vigtigt, at man kan høre, det er min plade. Spacebomb er et kollektiv, hvor målet er at forstørre og forstærke de enkelte musikeres individualitet. For mig er det mest spændende ved Spacebomb, at den ikke er smedet sammen med en bestemt genre eller stil. Den er smedet sammen med en gruppe musikere, som er talentfulde og godt kan lide at arbejde sammen. Det er ikke gammeldags. Det er tidløst«.
»Jeg synes, der er noget enormt fedt og intimt ved, at folk laver musik hjemme på deres laptop, men for mit eget vedkommende kan jeg slet ikke forestille mig at skulle opgive at stå i et rum og lave musik sammen med andre mennesker. Det gør mig lykkeligere end noget andet«, siger Matthew E. White, der også er tilstrækkelig gammeldags og tilstrækkelig lidt rock’n’roll til at hylde ’Hot Toddies’ frem for Jack Daniels på ’Big Inner’.
Syng med Jesus
Der er en hel del kærlighed og ikke så få Jesus’er i dine sangtekster?
»Ja, det er vist rigtigt nok«, griner og hoster Matthew E. White.
»Men jeg følte virkelig, jeg fandt min egen stemme i mit eget liv, da jeg satte mig ned og skrev dem. Jeg var på vej ud af et forhold, og det kom til at præge nogle af sangene. Min kusine døde midt i det hele, og jeg skrev ’Gone Away’ om hende. Man sidder og ser tilbage på den kollage, ens liv er blevet, og det er så, hvad man skriver om. Der er en del religiøst sprog på pladen, og det har jeg det helt fint med, men jeg satte mig ikke ned for at skrive en religiøs plade. Men det er en del af mit liv og min baggrund, og hvem jeg er. Det er vigtigt for mig at skrive ærligt«, siger Matthew E. White, der er født i USA og tilbragte fire år af sin opvækst på Filippinerne, hvor hans forældre var missionærer.
»Men det er vigtigt, at jeg ikke holder det adskilt fra det andet. Jeg kan skrive om sex, vold og død og alt muligt andet, som sætter sit præg på mit liv. Jeg synes, vi har en tendens til at parkere religion ovre i et lille hjørne af tilværelsen og holde det dér. Det er ikke sådan, jeg ser på det. For mig er religion en del af den menneskelige samtale, som den har været det i tusindvis af år«.
All american
En af de ting, der har optaget anmelderne mest, er den organiske måde, de mange inspirationskilder er integreret på på ’Big Inner’. Alt fra Stax-soul til jazz og brasiliansk tropicalismo finder sin rette plads på hylderne uden at skubbe noget andet ned.
»Der er både nordamerikansk og sydamerikansk musik på pladen, men alt sammen er amerikansk. Det er musik fra Den Nye Verden. Jazz satte standarderne for, hvordan vi laver populærmusik. Da radioen og pladespilleren vandt udbredelse, var jazz den musik, det handlede om. Jeg synes ikke, min plade er specielt jazzet, men jeg ser jazz som en rød tråd, en lang vidunderlig musikalsk fortælling skabt i det land, jeg er født i. At finde en måde at se tilbage på de mennesker, som har skabt den musik, der betyder så meget for mig og selv hylde dem igennem min egen musik. Det er det, der betyder noget for mig«.
fortsæt med at læse
