Når jeg hører den første sang på svenske Jens Lekmans nye album med den elegant tvistede titel 'I Know What Love Isn't', føler jeg mig transporteret et kvart århundrede tilbage i tiden. Elegant popmelankoli Sangen 'Erica America' med andenstemme af den australske sangerinde Sophie Brous lyder nemlig som snydt ud af næsen på Prefab Sprouts popmesterværk 'Steve McQueen' fra 1985. Dengang var Jens Lekman kun fire år og fes velsagtens rundt i korte bukser hjemme i Göteborg. Så det har næppe været dengang, han dyrkede Paddy McAloons sublime sangskrivning. Måske har han heller ikke gjort det senere. Måske deler han bare en særlig elegant popmelankoli med McAloon. Skygger fra fortiden Men også på scenen i Lille Vega onsdag aften rammer kombinationen af lyse omkvæd og harmonier, kærlig ironi, trommer og akustisk guitar i 'Erica America' Prefab Sprout lige på kornet.
LÆS ANMELDELSEJens Lekman laver musik man bliver glad af Danske Gangway og Naïve og britiske sangskrivernavne som Roddy Frame, Edwyn Collins, Lloyd Cole og Everything But The Girl står sammen med Prefab Sprout som skygger af åndsfæller fra fortiden i baggrunden for 31-årige Lekman med den lyse stemme og den elegant-ironiske begavelse.
Personligt break-up album De vil nikke anerkendende til omkvædet på en sang som 'I Want A Pair Of Cowboy Boots': »In my next dream I want a pair of cowboy boots / The kind that walks the straightest and the most narrow route / Anywhere but back to you«. Hvis kærligheden er en skildpadde, har Jens Lekman valgt at vippe den om på ryggen, hvor forelskelsen ligger og roder hjælpeløst i luften uden at komme ud af stedet. 'I Know What Love Isn't' er en meget personlig variant af et break-up album.

Den største forskel på Jens Lekman og hans musikalske åndsfæller fra før og nu er hans autofiktive tilgang. Som et sandt barn af sin tid bruger Jens Lekman uden blusel figuren Jens Lekman som hovedperson i sine sange og ikke mindst i de fortællinger, han gerne indleder dem med på scenen. Kirsten Dunst på diskotek Det er Jens Lekmans kæresteforhold, der er gået i to. Og det er Jens Lekman og kammeraten Johan, der støder på Kirsten Dunst, da hun har taget en fridag fra Lars von Trier i Trollhättan og forgæves prøver at komme ind på et diskotek i Göteborg. I Sverige er man for demokratisk til at give en filmstjerne forrang. Det bliver både til en god anekdote og sangen 'Waiting For Kirsten'. LÆS ANMELDELSEJens Lekman fortryllede Vega med mesterlig koncert Og det er Jens Lekman, der når frem til den bittersøde konklusion i 'Erica America': »I wish I'd never met you / Like I wish I'd never tasted wine / Or tasted it from lips that weren't mine«. Det er måske nok resignerede kærlighedssange, Lekman har med hjem fra Amerika og Australien, men ironien er livskraftig uden at være afmonterende, og sangene slår med et velfungerende knust hjertes taktslag. Nyt menneske hvert syvende år Koncerten starter som albummet med det fine lille pianotema 'Every Little Hair Knows Your Name', som senere foldes ud i en usædvanlig elegant biologisk kærlighedserklæring med udgangspunkt i det faktum, at kroppen skifter sine celler ud på syv år. For hvert syvende år er man altså i virkeligheden på en måde en anden og et nyt menneske. Men sådan spiller hjertets og erindringens klaver ikke. Musikalsk er 'I Know What Love Isn't' en mere klassisk fokuseret popplade i forhold til den fem år gamle 'Night Falls Over Kortedala'. Akustisk guitar, blidt rytmiske trommer, Marla Hansens fine violin, en retro-tværfløjte og i det hele taget en luftig palet af lyse instrumenter og stemmer i de melodisk sikre kompositioner. Værd at fremhæve er 'The World Moves On'. Albummet er indspillet dels i Göteborg, dels i Melbourne. Sidstnævnte har lagt lokalitet til 'The World Moves On', hvor der bliver spist kiwier og fodret opossum i Edinburgh Gardens. Veloplagt frontfigur De nye sange har naturligt nok hovedrollen i Vega, hvor Lekman med sort kasket på hovedet er en veloplagt frontfigur omgivet af bas, violin, tangenter og trommer. Også på scenen er 'Erica America' og 'The World Moves On' blandt de mest velfungerende. Det føles, som om verden braser sammen, når kærligheden går ud ad døren. Hvad enten den smækker med den eller lige så stille lister af. Det er der skrevet mange sange om. LÆS OGSÅSäkert! dyrker den dygtige svenske poptradition
De færreste er lige så gode som Jens Lekmans, og det kræver en anden slags format trods alt at turde påkalde proportionssansen midt i elendigheden. Ordet og musikken i sin magt 'The End Of The World Is Bigger Than Love' erklærer Jens Lekman. Han har ordet og musikken i sin magt og bruger den med musikalsk lethed og ironisk klogskab på 'I Know What Love Isn't'. Helt den samme helstøbte lethed kan koncerten ikke mønstre. Til gengæld fik man så mange Lekmanske anekdoter, at svenskeren med det elegant knuste hjerte såmænd blev omgivet af så rigelig med danskerkærlighed i Lille Vega.