Beth Gibbons knuger mikrofonen, holder munden tæt indtil den og står næsten helt stille på scenen som en mørk, mager silhuet i en af byens eller hjernens smalle sidegader, hvor man aldrig ved, hvad man kan møde, men frygter at møde det værste.
Kun hendes venstre, komfortabelt indpakkede fod bevæger sig til musikkens alarmerende beats, mens hendes blåtonede jazzstemme et øjeblik flagrer gennem den hektiske og trommedominerede musik, der kendetegner Portisheads nye nummer ’Silence’.
En verden i uvejr
Hun lyder som en sjæl eller en verden i uvejr. Hun er et udtryk for alt det, der summer videre, når dagenes deadlines er passeret: håb, ængstelse, visioner og trods.
Foran sig har sangerinden Beth Gibbons fra Portishead et publikum, der købte billetter til koncerten i København, så snart de blev sat til salg, uden at ane, hvordan denne aften ville gå.
Det er ti år siden, Portishead har udgivet et album, og dengang var der tale om en liveoptagelse fra New York. Der er gået 11 år, siden der udkom nye numre med Portishead, og faktisk er der tale om et band, som kun har udgivet to studiealbum: ’Dummy’ i 1994 og ’Portishead’ tre år senere.
90'ernes rytmiske musikhistorie
Men de to udgivelser lavede dønninger på musikscenen, så fans fra dengang stadig hænger på, og så man ikke kan skrive 90’ernes rytmiske musikhistorie uden at nævne Portishead og kollegaerne i Massive Attack og Tricky.
Alle indspillede de i første halvdel af 90’erne musik, som var banebrydende. Cinema noir, hiphop, jazz og dub blev blandet på forskellige, flertydige måder i den periode i havnebyen Bristol i England. Triphop blev genren kaldt, og for Portisheads vedkommende var programmøren Geoff Barrows scratch dengang en væsentlig del af lydbilledet.
Portisheads nye og tredje album med den ligetil titel ’Third’ er anderledes. Ingen scratch, men mere guitar og så især en hel masse trommer, der også her i aften i K.B. Hallen lyder som en hær under krigsmarch nogle steder og andre gange som en listigt dansende udfordring.
Slagtøj og ømhed
Selv om ’Third’ først udkommer 28. april, tager publikum åbent imod alle de af koncertens sange, det ikke kender på forhånd, medmindre det har downloadet det illegalt på nettet.
’Silence’ med den lange, instrumentale introduktion og Beth Gibbons’ lyd af et ekstremt udsat menneske. ’Machine Gun’ med Geoff Barrow som indpiskende slagtøjsmagiker, der med stikkerne fremmaner fornemmelsen af akut katastrofe og også voldsom begejstring. ’RIP’s blide indledning og Beth Gibbons’ sang om at finde ømheden i dybden og i skyggen.
Som koncerten skrider frem, bliver det tydeligere, at Portishead ikke gentager, hvad bandet skabte i 90’erne. Før var det næsten uudholdeligt fantastisk at høre Geoff Barrow scratche med en sjælden tålmodighed og vilje til at gå i dybden som en arkæolog ude på at spore nutidens stemninger.
Nu scratcher han kun, når Portishead spiller gamle numre som ’Numb’, ’Only You’ og ’Cowboys’. Det utrolige er bare, at han nu spiller slagtøj lige så provokerende, inciterende, foruroligende og medrivende, som han scratchede førhen.
Og både guitaristen, trommeslager, Beth Gibbons og Portisheads oprindelige bassist og guitarist Adrian Utley spiller med i et omfang, så man ikke savner 90’ernes Portishead et sekund.
Vildt, blidt og voldsomt godt.
Det her er vildt, blidt og voldsomt godt. Det udvider oplevelsen af, hvad Portishead kan. Forklaringerne på den mangeårige albumpause er ifølge bandets få interview i Storbritannien, at dels var Beth Gibbons syg en overgang, dels ville både hun, Geoff Barrow og Adrian Utley arbejde med soloprojekter.
Lige meget hvad – det vigtige er, at de er tilbage med forstyrrende god musik sunget af Beth Gibbons, der er kendt for at være pressesky – altså blandt journalister. I København viser hun, at det ikke er det samme som at være menneskesky.
Under koncertens sidste ekstranummer, ’We Carry On’ fra det kommende album, kravler hun ned fra scenen og møder nogle af sine fans. Først da sangen er klinget af, står hun på scenen igen. For at vinke farvel. Efter en aften, hvor Portishead med hendes intensitet i forgrunden har tryllebundet hele salen.
fortsæt med at læse
