Koncerten var en del af festivalen Vinterjazz, som i disse uger breder livejazz ud over det ganske danske land.
Samtidig var den en del af Sjællands Symfoniorkesters serie af ’60 Minutes’-koncerter, hvor pre concert talks, opvarmning og lounge omkranser en times koncert med orkestret, der ved disse lejligheder smider jakken og kalder sig Copenhagen Phil.
Koncerterne har udviklet sig til musikalske genremøder, og det kan være frugtbart. Men koncerten med den amerikanske jazzpianist Uri Caine og det danske symfoniorkester under overskriften ’Beethoven in New York’ blev et gedigent flop.
Jazzknaldede revisioner
Caine har i årevis brugt sit solide fundament inden for jazzen til, hvad en amerikansk kritiker engang kaldte for »postmodern funhouse«.
Dermed sigtede han til pianistens skødesløst elegante og grundlæggende ret jazzknaldede revision af de store klassikere som Bach, Mozart, Mahler og sågar Wagner.
Uri Caine har indspillet sine legende improvisationer over ’Goldbergvariationerne’ og ’Tristan og Isolde’ på cd, og det er allerede ti år siden, han med det tyske periodeorkester Concerto Köln cd-indspillede sin orkestrerede version af Beethovens frygtindgydende ’Diabellivariationer’ med sig selv i den stilistisk bredspektrede solistrolle.
Han har siden gentaget spøgen med orkestre i Italien, som man kan se på YouTube og mange andre steder, og i Dronningesalen i Den Sorte Diamant begyndte det morsomt.
Morskaben holdt ikke
For Uri Caine kan sine klassikere og sin jazzklaverhistorie. Citatstumper og stilreferencer føg som spåner fra flyglets huggeblok.
Beethovens ’Skæbnesymfoni’, den anden wienerskole, ragtime, blues og et strejf af ’Måneskinssonaten’ blev berørt i den til dels improviserede klaverstemme, som pianisten med let hånd strøede ud over orkestret.
Men morskaben holdt ikke den lange halve time, variationsværket kom til at vare. Det er ikke sjovt i længden med en jazzpianist, der kommer med humoristiske stikpiller til et orkester, der er bundet til deres noder og ikke kan svare igen.
Jazzelskere fik oplevet Uri Caine, og han er en dejlig pianist. Men det lød ikke, som om orkestret havde brugt tid på at øve, og det indtryk havde allerede aftenens første værk understreget.
Beethoven sakset
Newyorkeren Michael Gordon er komponist og grundlægger af avantgardefestivalen Bang on a Can. Hans ’Rewriting Beethoven’s 7th Symphony’ skulle have været på programmet efter Uri Caines udskejelser, men klogt nok blev det spillet inden. For at have sendt folk hjem efter sådan en omgang orkesterjask havde været for pinligt.
Italieneren Luciano Berio fik i 1960’erne lavet overdådig musik i sin ’Sinfonia’ ved at komponere oven på Mahler.
Men hverken Uri Caine eller Michael Gordon er nogen Berio. Stumper af Beethovens symfoni blev sakset ud og kørt i ring, til de var slidt helt ned, og indtrykket blev ikke hjulpet af orkestrets sælsomt upræcise aflevering.
Begyndelsen lød som luft, der blev lukket ud af en flok badedyr, og hvis det kunne være blevet eksekveret knivskarpt, havde det været sjovt. Det skete ikke.
Havde det ikke været for Uri Caines skødesløse frækheder ved flyglet, havde der kun stået et meget minimalistisk hjerte over denne anmeldelse.
fortsæt med at læse
