Interessen spinder som kælne kattekillinger omkring duoen Leszek Mozdzer og bassisten og cellisten Lars Danielsson.
De nyder en enorm bevågenhed ude i Europa. De spiller for udsolgte huse, har sammen to succesfulde pladeudgivelser bag sig tilbage fra 2007 og 2009 på det toneangivende ACT-selskab, hvor de også hver især har søsat markante pladeprojekter.
Polske Mozdzer er sågar blevet kaldt en moderne Chopin.
LÆS OGSÅ Over 50 koncerter: Find Vinterjazzen i København
Torsdag og fredag aften indtog de så for første gang Montmartres tætpakkede, lille scenerum med en luksuriøs buffet af musikalske kanapeer.
Lars Danielsson er en usædvanlig musiker, rytmisk og melodisk eminent som jazzbassist og cellist, en af de absolut bedste jazzmusikere med en bue, men også med en højt specialiseret pizzicato-fingerteknik på celloen, kombineret med smagfuld anvendelse af elektroniske effekter.
Ydermere er han en dreven komponist med forkærlighed for afdæmpet, senromantisk melankoli, puls og form fra pop, svensk og anden etnisk folklore.
Maniske fingre
Leszek Mozdzer kan spille som lyden af fugleunger eller forvandle sig til en hvirvelvind i flugt over stepperne.
Altid i gang med nye tonerækker. Hvilket netop er hans problem, sådan som det også var det, da han for nøjagtig et år siden spillede solo i Diamanten i København ved en fejring af den afdøde landsmand og legende Krzysztof Komeda.
Han kan på manisk vis ikke holde fingrene i ro. Hvornår hører man ham servere en melodisk frase eller akkord og lade den klinge for sig selv?
Hans styrke er derfor også hans svaghed: det elegante, klassisk skolede anslag, den utrolige fingerteknik, energien, der i længden går hen og bliver et ensidigt udtryk.
De to dyrker sammen en umanerlig smuk, følelsesfuld og klangligt delikat musik. Jeg vil nærmest sige uden skam i livet. En senmoderne kammerjazz som kunstfærdigt forarbejdet konfekt.
Der er tale om enkle, cirkulerende sangformer, dyppet i melankolske og modale stemninger og rullet i krymmel af virtuose detaljer. Konstant på grænsen til føleriet.
Der var især i første sæt midt i skønheden og legen, midt i duoens enorme spillemæssige overskud, også et strejf af opvisning og selvtilstrækkeligt virtuoseri.
Overlæssede excesser og effekter
Musikken stikker ikke altid så dybt, som den umiddelbart præsenterer sig. Og første sæt endte med Mozdzers ’Easy Money’. Hvilken titel.
Er det ikke netop sagen med en del af disse musikalske sætstykker. Er de ikke netop easy money?
Retfærdigvis skal det siges, at der i andet sæt blottedes nogle mere vovede og satsede sider i duoens sammenspil. Og det var i høj grad Lars Danielsson, der stod for at bryde musikken op og skabe kontraster.
Som i den polytonale brydekamp, de to påbegyndte i andet sæts åbningsstykke. Et velgørende brud med pænheden. Og man ønskede sig mere pres i tovene frem for magelig kontrol.
Der var også en velgørende bossanova fra Danielssons hånd med et ansporende rytmisk fundament og en spændstig progression af melodi og akkorder, som avlede intense soli fra begge musikere.
Her nærmede Mozdzer sig i glimt Keith Jarrett med sine lange, smukt formede linjer i højrehånden, der også formåede at forholde sig til grundpulsen.
Men straks i næste stykke forfaldt han atter til overlæssede excesser og effekter som f.eks. at demonstrere, hvordan man spiller én tone som en maskingeværsalve.
Ekstranummer
Som ekstranummer fik man hørt Miles Davis’ ’So What’ i en melodisk fiffig version med et fugastrømmende akkompagnement.
Og efter at duoen var blevet klappet ind for anden gang, serveredes en sidste lækkerbisken i form af Danielssons usædvanlig smukke komposition ’Asta’.
Den er med sin melankolske melodi og sin enkle, elegante akkordstruktur som skabt for duoen, selv om den oprindelig åbnede Danielssons pladeudgivelse ’Libera Me’ i 2004 med både rytmegruppe, trompetsolist og strygeorkester.
fortsæt med at læse
