Jeg arme menneske. Jeg er syndens træl. Forbarm Dig over mig. Ordene kredsede om underkastelse under Concerto Copenhagens koncert med den svenske solist Anders J. Dahlin.
Han agerede den præcise og velklingende synder med blik for den slags pietistisk dramatik i et program med J.S. Bach og hans samtidige kloner i centrum.
LÆS OGSÅ
Dahlin er et gammelt bekendtskab af specialensemblet, og det er helt logisk, at deres veje krydses fra tid til anden.
Ved koncerten i Garnisonskirken på ensemblets turne i Danmark og Sydsverige balancerede de to parter smukt med hinanden; Dahlins smidige stemme, der umærkeligt gled mellem et mørkt tenorleje og et sart kontratenorleje oven på musikernes lige dele sprøde og indfølte underlægning.
Dunkel kantate
På den måde gik programmet fra mørke til lys. Fra Bachs langsomt skridende bekendelser over en koncert for fløjte og obo af i dag ukendte Johann Fasch.
Dertil endnu en dunkel kantate af i dag lige så ukendte Georg Hoffmann - og så efter pausen sprød tripelkoncert af Telemann og endelig en solbeskinnet hyldest til musikken selv med en kantate af Händel.
Fasch og Hoffmanns værker har tidligere været tilskrevet Bach, men i så fald har man nok ikke tænkt dem blandt de stærkeste fra hans side.
I hvert fald var det ikke det mest sprudlende stof, hverken solostemmerne i koncerten eller solosangen i kantaten - og der var heller ikke overalt god mulighed for ensemblet til at vise deres normalt så energiske, elastiske spil.
Glasklar solorolle stjal opmærksomheden
Det var der til gengæld efter pausen. Frederik From stjal opmærksomheden med en glasklar solorolle i Telemanns koncert for viola d’amore, fløjte og obo d’amore med både pulserende afsnit som musikalske motorer og langsomme, svale kapitler.
Allerbedst blev det i Händels utrolig smukke kantate 'Look down, harmonious saint', hvor Dahlin også fik lov at vise sin imponerende, virtuose stemmeteknik.
LÆS OGSÅ 'Halleluja'-koret slog gnister i Skandinavisk Händel
Helt modsat koncertens objektivt set uskønne begyndelse i øvrigt. Den bestod kuriøst nok af fællessang. Bachs kantate - med det mundrette navn BWV 55, ’Ich armer Mensch, Ich Sünderknecht' - er nemlig udstyret med en afsluttende salme, en firstemmig koral, og denne havde CoCo valgt skulle afsynges af hele forsamlingen.
Med hvad end næb, den enkelte koncertgænger nu var udstyret med. Og hvilken mangfoldighed. Det kan man også glæde sig til i aften i P2.
fortsæt med at læse
