Hvad laver de der dirigenter i grunden? Altså ud over at svinge med armene, se skidtvigtige ud og hæve nogle uforskammet fede honorarer?
Tja, nogle gange opdager man først, hvad man er vant til at have, når det pludselig mangler, og ugens Torsdagskoncert viste meget klart, hvad det er, dirigenter trods alt bidrager med. Netop fordi der ikke var nogen dirigent.
Programmet var ren Beethoven, og eftersom to koncerter for klaver og orkester ikke fylder en koncertaften ud, begyndte man med Beethovens sene og genialt gale 'Grosse Fuge'.
LÆS OGSÅ Norsk mesterpianist er en gave til dansk musik
Ifølge Koncerthusets hjemmeside var det meningen, at aftenens solist, Leif Ove Andsnes, skulle have dirigeret DR's strygere i dette forrevne og dristige stykke, for han skulle i forvejen lede de to efterfølgende klaverkoncerter fra flyglet.
Men et er at lede et orkester. Noget andet er at stille sig op og sådan rigtig dirigere, når man ikke er dirigent.
Det sidste havde Andsnes åbenbart valgt at afstå fra, så tilbage var, at orkestret selv klarede ærterne i Beethovens vilde fuga. Det gik. Sådan nogenlunde. Men så heller ikke bedre.
Et øje på hver finger
Musikere kan godt selv holde takten, og da især, når de har en dygtig koncertmester at se på.
Men ud over at stampe takt kom der ikke meget musik ud af Beethovens fantastiske dobbeltfuga, der egentlig er komponeret som finale til strygekvartetten opus 130 i B-dur, men som er blevet nok så kendt i dette arrangement for strygeorkester.
Strygerne kom i mål efter en trist og tam forestilling, hvor udtryk til tider var en by i et meget fjernt land. Men så kom Leif Ove på scenen, og alt blev godt. Såre godt, endda.
Denne sympatiske, efterhånden 43-årige nordmand er en musiker, der tænker ikke bare før, men også mens han spiller, og Beethovens klaverkoncert nummer 2 fik både varme, ro og linje, da først musikerne havde en solist at samles om.
Andsnes kunne sagtens lede tropperne. Han havde overblik, autoritet og teknik til det, og når hans hænder var optaget af Beethovens klavernoder, gik tingene stadig fint.
Sikkert først og fremmest fordi Leif Ove Andsnes er så klar, følsom og nærværende en musiker. Han overdrev aldrig sit udtryk, men søgte med et øje på hver finger tværtimod indad, indad og længere indad i musikken.
Fik mere elegance for pengene
Man kan glemme alt om frembusende, showorienterede og smaskirriterende virtuostyper som den opreklamerede klaverkollega Lang Lang.
Leif Ove fra Karmøy er meget mere i familie med fortidens store, klare klavergud Dinu Lipatti, og den udsolgte sal fik mere elegance for pengene i den bedste af Beethovens fem klaverkoncerter, den forunderlige firer i G-dur.
Klassiske musikdrømme kom suverænt til liveGanske vist er denne koncert mere krævende for orkestret end den tidlige toer (der i virkeligheden er den først komponerede af de fem), og derfor gik det en anelse vanskeligere med at styre den uden en rigtig dirigent.
Men både førstesatsen og den måde, mildheden fortsætter på i andensatsen, mens strygerne banker løs med deres voldsomme recitativ, fungerede fint.
Rejser verden rundt med Beethoven
Leif Ove Andsnes overlod trygt recitativet til orkestret og koncentrerede sig om den nærmest overmenneskeligt rummelige og dulmende klaverstemme, der langsomt, men sikkert får gemytterne til at falde til ro.
I disse år rejser nordmanden verden rundt netop som dirigerende solist i Beethovens fem koncerter, og en gang om året indspiller han to af dem med det fremragende Mahler Chamber Orchestra.
LÆS OGSÅ Norsk klaverstjerne overrasker
Sammen udgav de nr. 1 og 3 sidste år, og nr. 2 og 4 følger snart. Næste år runder de af med 'Kejserkoncerten' koblet med Beethovens såkaldte 'Korfantasi'.
Den fine snert af klingende periodepraksis, som Mahlerorkestret tilføjer på cd'erne, måtte københavnerne undvære.
Men de fik en elegant, ydmyg og forbilledligt klar Leif Ove Andsnes, og det var rigeligt til at opveje den styrmandsløse fuga, der indledte aftenen.
fortsæt med at læse
