Rammen er den samme om hver Torsdagskoncert.
Musikerne sidder klar i sort tøj, og en solist og en dirigent indtager scenen. Ofte sker der også bare det sædvanlige. Musikerne spiller, salen – og DR’s orkester – klapper, og alle går hjem. Andre gange sker der noget særligt, som sidder i kroppen bagefter.
Noget man husker.
Sådan var det ved denne uges Torsdagskoncert, hvor Koncerthuset var fyldt til bristepunktet på en russisk aften, der oplevelsesmæssigt rakte fra det sympatiske til det dybt bevægende.
Klaverkoncerten par excellence
Klaverløvinden Elisabeth Leonskaja og hendes jævnaldrende dirigentkammerat Alexander Lazarev har begge besøgt DR før. Sidst hun var her, handlede det om Prokofjev, og jeg husker aftenen som noget, man ville have været ked af at gå glip af.
Denne gang var det klaverkoncerten par excellence, Tjajkovskijs bragende og betagende i b-mol, der stod på orkestrets nodestativer, og igen leverede Leonskaja som solist, hvad jeg bedst kan betegne som en virkelig gedigen fortolkning.
LÆS OGSÅ Der var rød-glødende russisk salat i Koncerthuset
Hendes hænder ligner en murerarbejdsmands, og den klang, hun fremmanede, var så russisk og saftig, at det var en fryd. Der var intet flashy over hendes musiceren, som hun sad der ved flyglet. Bare styrke og et sympatisk fokus, der fulgte omtrent alle detaljer til dørs.
Leonskaja fungerede som en koncentreret musikalsk motor, og Lazarev lod hende styre, mens orkestret fulgte hans hænder, så godt de kunne.
Monstrøs Sjostakovitj
Et virkeligt topklasseorkester havde måske nok kunnet sætte akkompagnementet lige i skabet på rutinen, men hvis der her var nogle underligt skæve kalibreringer og indsatser undervejs, så skyldtes det formentlig, at energien og sikkert forberedelsestiden i høj grad var blevet reserveret til den intense oplevelse, der fulgte efter pausen.
På nodestativerne stod nemlig nu Sjostakovitjs monstrøse, tragiske symfoni nr. 8. En symfoni, den martrede russiske komponist fik uropført i 1943, da Stalin og Anden Verdenskrig havde fat for alvor. En times musik, der kræver sit af dirigent og orkester.
Fra de første, lavmælte moltakter i strygerne skabte Lazarev koncentration. Han gav sig så meget hen til musikken, at man undervejs blev helt nervøs for hans fysiske helbred.
Mange nye ansigter
Dirigenten støttede sig til podiets gelænder, og den monumentale cæsur, der fulgte efter en nærmest umenneskelig klimaks, hang som en voldsom spænding i luften. En bekendt, der sad bedre placeret end jeg, påstår, at Lazarev så ud, som om han var tæt på at græde.
Blandt de mange nye ansigter, man for tiden ser i DR-orkestret, var koncertmesteren for celloerne en bemærkelsesværdig solist undervejs, men alle bidrog flot til en fortælling, der holdt spændingen en fuld time.
Leonskaja var gennemsympatisk, og hendes ekstranummer, et præludium af Rakhmaninov, var fremragende. Men Lazarevs tag på Sjostakovitjs symfoniske tragedie virkede særlig stærkt i al sin flydende, sammenhængende kraft, og vi gik hjem med en fornemmelse af at have oplevet noget særligt.
fortsæt med at læse
