Man oplever et lydrum dannet af et langsomt voksende væv af mikroskopisk forskudte stemmer i orkestret i György Ligetis ’Lontano’.
Orkesterstykket fra 1967 er et af de mest betagende eksempler på den såkaldte mikropolyfoni, ungareren skabte ud fra erindringen om sin barndoms drømme og mareridt, og at nogle mennesker kan sidde og hoste højlydt og hensynsløst under sådan en oplevelse er en gåde.
Ligetis sælsomt svævende nyklassiker var ellers indledningen på et udsøgt koncertprogram.
LÆS ANMELDELSE Klassesangere varmer på den onde måde i Operaen
Under den tidligere Barenboim-assistent Asher Fisch var sæsonens anden Kapelkoncert gjort til et sugende tilbageblik gennem nogle af 1900-tallets mest velskrevne centraleuropæiske orkesterværker, og efter Ligeti fulgte Richard Strauss.
Hans ’Fire sidste lieder’ er drivende, men oprigtigt sentimental musik, som Fisch dirigerede det med erfaring og et fint glid fra frase til frase.
Berusende revanche
Men ved siden af ham manglede den danske verdenssopran Ann Petersen, der havde valgt at blive hjemme og hoste af i stedet for at stille op syg og indisponeret.
Til at erstatte hende var en tysk Strauss- og Wagnersopran af samme dramatiske kaliber indforskrevet i skikkelse af Ricarda Merbeth, der har indspillet sangene for plademærket Naxos.
Hendes sangteknik, intonation og formning af vokalfarver var sikker, men stemmen var stiv som en statue, klangen ensformig og fraseringen blottet for varme og følelse.
Dermed blev publikum i Operaen sendt til pause efter en første halvleg, hvor nogle af dem havde forhindret andre i at svæve rigtigt med på Ligetis fantastiske, fjerne drøm, og hvor Strauss’ smukke orkestersange, komponeret så sent som i 1949, var blevet naglet til jorden.
Men anden halvleg med dens dyk tilbage til 1900-tallets spæde år blev en berusende revanche.
Havets sælsomme mystk
Wieneren Alexander Zemlinsky døde, syv år inden Strauss komponerede sine ’Vier letzte Lieder’, og i årtier var han hovedsagelig husket for at være Schönbergs svoger og lærer. Men i de sidste to årtier har hans musik oplevet en renæssance.
Zemlinsky forstod som de færreste at skrive for det store, senromantiske orkester, og hans trefløjede symfoniske digt ’Die Seejungfrau’ efter H.C. Andersen er en perle fra romantikkens Marianergrav, som i kraft af gode cd-indspilninger er fisket frem igen og nu får lov at skinne.
LÆS ANMELDELSE
Havets sælsomme mystik og den unge havfrues længsel, kærlighed og smerte blev skildret i farverige tangskove ud fra en drøm af et orkesterpartitur, som Asher Fisch ikke er ene om at have slået et slag for.
Kapellet var med ham, og selv om der var upræcisheder i løbet af aftenen, blev Zemlinskys storværk fra 1903 en betagende afslutning. Nem for alle at nyde og formentlig derfor uden ukoncentrerede, højlydte host.
Ny træskal gav bedre klang
Kapellet opgav for nogle år siden at spille deres symfonikoncerter i Operaen, fordi det store, høje bagscenerum slugte den lyd, der skulle have været ud til publikum, og fordi forsøg på afskærmning bagtil ikke rigtig løste problemet.
Koncerterne blev flyttet ud i Koncerthuset, men det var for dyrt, og så rykkede de tilbage i Operaen. Her havde en ny, smukt lakeret træskal bag, ved siden af og over orkestret fredag aften premiere.
LÆS OGSÅ
Strygerne er ligesom tidligere rykket helt ud i auditoriet og klinger derfor bedst. Soloblæsere kunne sagtens høres, og i den blandede lyd, når hele orkestret spillede, forsvandt kun træblæserne.
Det er selvfølgelig ikke optimalt, men Operaen er ikke bygget som en symfonisk koncertsal. Med den nye skal er der formentlig gjort, hvad gøres kan for at løse problemet både pænt og forholdsvis effektivt.
fortsæt med at læse
