I virkeligheden er en blæserkvintet en frygtelig gammeldags affære. Fem blæsere af hver sin natur, der i fordums dage båttede og peb deres søde melodier som vemodige fædrelandssange eller højstemte salmer.
Men sådan var det ikke onsdag med Ensemble Intercontemporain. Det parisiske verdensensemble for såkaldt svær ny kompositionsmusik leverede moderne klangkunst, som om de var en menneskelig udgave af en mikserpult.
Seks komponister fra fem europæiske lande. Alt sammen fra det forkætrede 20. århundrede, men i så skarpe fortolkninger, at de ikke kunne skræmme selv de mest konservative lyttere. Snarere det modsatte.
Varm krammer fra en gammel ven
I høj fart piblede tonerne fra György Ligeti, danske Finn Høffding, Edgard Varèse, Luiciano Berio og Witold Lotoslawski af sted som insisterende, spændte serier af blæserklang.
Nogle gange, som hos Høffding, som et lille hysterisk skuespil mellem mand og kvinde – i form af klarinet og obo – nogle gange en konstant stigende spændingskurve for en glasklar fløjte som hos Varèse. Uanset temperament med ro og overblik og imponerende konsekvens.
LÆS OGSÅ Havfrue klingede af mystik og længsel i ny orkesterskal
Indrømmet. Jeg var nok meget positivt stemt allerede før oplevelsen i Louisianas smukke bådhus på kanten af Øresund.
Ensemble Intercontemporain agerede superhelte i mange år i den løbende udvidelse af min musikhorisont, og mit møde i konfirmationsalderen med ungarske György Ligetis to vidt forskellige blæserkvintetter, som ensemblet spillede som piblende energisk ind- og udgangsbøn, var formentlig det, der fik mine ører til at vende sig mod nye noder.
Så alene at se de fem venlige musikere komme stilfærdigt ind på den flade scene med instrumenterne i hænderne var som en varm krammer fra en gammel ven.
Perfekt konklusion
Men begejstringen talte nu hele den fyldte sal. Som det første fik vi Ligetis seks sprøde ’Bagateller’ fra begyndelsen af 1950’erne – fra før han kom over på den frie side af Jerntæppet og kunne give ideerne frit løb. Alligevel var der masser af eftertanke.
Seks små stykker som billeder af menneskelig aktivitet er forskellige afskygninger. Helt ud i kanterne af instrumenterne med en fagot, der kunne slå en prut, og en obo, der kunne skrige.
Som koncertens sidste værk fungerede Ligetis ’10 stykker for blæserkvintet’ som en perfekt konklusion.
Skrevet 10 år efter bagatellerne med masser af lyst til at eksperimentere klang de skiftevis som en tæt komponeret ensembleklang af myriader af små melodier og som en sats til fremhævelse af hver af de fem musikere.
Så man virkelig forstod, hvor gode solister musikerne var enkeltvis, og hvor tight de spillede som gruppe.
Koncert igen i aften
Hører man til dem, der ofte keder sig bravt ved koncerter med nye værker, kan det være, fordi musikken ville have haft det bedre i specialisters hænder. Vi har ikke ensembler af Intercontemporains kaliber i Danmark, så den allerøverste centimeter på kvalitetslinealen må man som regel drømme sig til.
LÆS OGSÅ Dansk kæmpetalent komponerer koncerter for menneske og maskine
Men i aften kan den komme i spil. Ensemblet i fuld udgave giver den sidste af tre danske koncerter i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, hvor hjemlige toner fra de vel nok tre hotteste danske komponister de seneste år – Hans Abrahamsen, Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen – formentlig vil få sig en ordentlig omgang.
Alle med bare svag interesse for at udfordre egne ører bør møde op. Eller tænde for P2, der sender live.
fortsæt med at læse
