Amerika er enormt. Med sine store vidder strækker det sig fra kyst til kyst, og selv om mange af storbyernes kulturtræk og symboler for længst har ætset sig ind i bevidstheden hos resten af verden, fylder den vildtvoksende og øde natur langt mere i det amerikanske landskab end de store klynger af mennesker. Elektronisk og klassisk opvarmning Søndag aften tog det amerikanske musikkollektiv Lambchop et godt fyldt Store Vega med på en rejse gennem det amerikanske landskab, hvor menneskets liv er henlagt i eksistentiel ensomhed og skæbnetungt tusmørke. Det var en sjældent smuk tur, der efterlod hovedet summende af dystre klange og sjælen saligt ør. Aftenens godt to og en halv time lange seance blev indledt af electronica-duoen Hands of Cuba, fulgt af strygerne i The Dafo String Quartet, og i en musikalsk glidende bevægelse, hvor kvartetten blev siddende, indfandt Lambchop sig med den karakteristiske baseballkasket-bærende Kurt Wagner allerforrest. Over dem hang fem store planetlignende bolde, hvorpå der blev projiceret billeder og små filmstykker. Sort-hvide strimler fra det amerikanske billedlager som en overhængende undertekst til Lambchops dunkle musik. Trængsel af musikere på scenen
Med et dusin musikere og instrumenter på samme scene, kunne man frygte en kamp om positionerne i det nænsomme lydbillede. Men noget af det mest imponerende ved en Lambchop-koncert er måden den enkelte guitars småstøjende detaljer, de elektroniske klange, violinens udstrakte finesser, trommernes lette hvislen og flyglets gentagende mønstre hænger sammen som en helhed. Ligesom opvarmningen og hovednummeret. Med stor skønhed foldede Lambchop deres musik ud i adskillige lag og med elementer af jazz, soul og country. Siden Nashvillebandet i 1996 albumdebuterede på den blomstrende alternative countryscene har de suget adskillige andre musikalske retninger til sig og gjort dem til deres. Søndag aften bevægede de sig rundt på den fulde skala, der ikke minder det mindste om den traditionelle country, men om den stille, eksistentielle skønhed, der kan findes i al indfølt musik. I midten af det hele regerede Kurt Wagners baryton. Det er den, der binder Lambchop sammen og giver bandet sit umiskendelige præg. Mørk og mere fortællende end syngende skælvede den, som om verden netop var blevet rystet af et jordskælv: »It’s not so bad«, før den tilføjer: »O.k., it’s worse«. Som Leonard Cohen i velmagtsdagene
Underspillet og rungende stærkt som en Leonard Cohen i sine velmagtsdage sang Wagner sig gennem et set, der havde rygrad i sangene fra det seneste udspil ’Damaged’, tilsat et par enkelte sange fra blandt andet gennembrudsværket ’How I Quit Smoking’. Fra centrallyriske udladninger om dødens evige nærvær til små fiktioner om at tage syre som barn berettede Wagner om den kuldslåede amerikanske eksistens og døden, som findes overalt i den natur, der flimrede forbi på de fem store billedplaneter over hans hoved. Et band med noget på hjerte
Man kan indvende, at Lambchop har et problem, i og med at sangene er svære at skelne fra hinanden. Hos dem går man forgæves efter et letgenkendeligt omkvæd at hænge sine ører på og må i stedet finde sangenes afslutning bygget ind i de små fortællinger, hver sangtekst indeholder. Det er nu engang grundpræmissen i deres musik, og søndag aften fungerede det fremragende. Lambchop stikker ud som et af de få bands, der virkelig har noget på hjertet. I stedet for et hurtigt opbrugt refræn byder Lambchop på en tilstand, man kan blive ved at vende tilbage til. For her tør man godt invitere døden indenfor i sine sange, hvor livet hænger knirkende på et par nedslidte hængsler, der vipper frem og tilbage i skæbnens tilfældige kastevinde.