Lyt til artiklen
Selv på de dage, hvor solen skinner over Færøerne, kan man dreje om et klippehjørne og pludselig stå midt i en tæt tågebanke.
Som stejle vægge gemmer tågen sig mellem de fløjlsgrønne klippeøer, og er man først faret ind i sådan en lysslugende tilstand, forstår man en af grundene til det færøske tungsind. Man kan kun fornemme sig selv, farverne er suget væk, og klipperne brummer af melankoli. Det var dén dunkelhed, popsangeren Teitur fremkaldte lørdag aften i Store Vega. Med celloens dybe strøg som tågehorn i den længe mørklagte sal var det et langt stykke hen ad vejen en modig og stærk koncertoplevelse, men da Teitur langsomt slap sit dramatiske greb, blev den sidste del af den to timer lange koncert for pæn og tilforladelig.
