Lyt til artiklen
Der sidder fem musikere på en scene. En har en guitar i skødet, en anden sidder ved et klaver. Yderst til højre sidder hovedpersonen på en høj stol. Han sidder så langt ude i siden, at en del af publikum ikke kan se ham for scenetæppet. »Publikum kan da ikke se dig, når du sidder helt derude«, siger damen ved klaveret, før koncerten er gået i gang. »Måske vil de slet ikke se mig«, vrisser manden under sin kasket. Og tilføjer: »Jeg har ikke lyst til at se dem«.
Latent menneskeafsky
Det lyder som en vittighed med en vanskabt pointe. Men det er bare en ganske normal start på en helt almindeligt fantastisk koncert med The Magnetic Fields. Og efter at Claudia Gonson bag klaveret syrligt har rost Stephen Merritt for hans evner til at varme publikum op, kaster han sig med sin vibrerende gravrøst ud i sangen ’When I’m Out Of Town’: »Who do you love when I’m out of town?/ The butcher, the baker, the thin undertaker who makes not a sound? / Who do you love when I’m out of town?«.
Med den bitre tone, sorte humor og den latente menneskeafsky er Stephen Merrit straks til at kende igen. Ingen når Stephin Merritt i skamløst krukkeri og forsmåede manerer.
