Hvad skal man med en prædikant, hvis man ikke kan høre, hvad hun synger?
Den amerikanske soul- og r’n’b-sensation Janelle Monaé erobrede sin del af dagsordenen med debutalbummet ’The ArchAndroid’ i 2010, hvor hun iscenesatte sig som en android, der var sendt tilbage fra fremtiden for at befri nutidens slaver, der lider under en undertrykkende overklasses normer for race, køn og seksualitet.
Opfølgeren ’The Electric Lady’ fra 2013 fortsatte fablen om hendes alter ego, Alpha Platinum 9000-androiden Cindi Mayweather, nu i en mere kamplysten udgave, og parallelt med de to albums musikalske gennemslagskraft er den afro-futuristiske utopi blevet en væsentlig del af den 28-årige sangerindes attraktion.
Men i Falconer-salens rungende akustik var ordene umulige at tyde i den skingre vokal.
Det er et grundlæggende problem ved livekoncerter, at det kan være svært at høre, hvad der bliver sunget. For hvis teksten er uforståelig, bliver udtrykket tømt for den betydning, man kender fra albummene. Og så må man selv fylde på med lagrede tekstbidder fra hukommelsen for at skabe en helstøbt oplevelse. Det bliver sjældent mindeværdige koncerter, men det sker alt for ofte.
Energisk performer
Og for Monaé udstillede det også musikeren bag konceptet. Hun var en energisk performer, men uden teksternes kritiske brod var hun mere cute end cutting edge, mere charmerende end farlig, og hvordan hun skulle være en ny heltinde for lesbiske, for queers, sorte og andre minoriteter, var svært at blive klog på denne tirsdag aften.
Foran det ni mand store band, der byggede op til entreen, som var det Elvis der indtog scenen til lyden af Strauss’ ’Also Sprach Zaratustra’, blev hun kørt ind en på hvid sækkevogn, stående stiv som en robot snøret ind i en spændetrøje.
Hun stirrede på sit publikum som Maria i Fritz Langs ’Metropolis’, der er skabelonen for hendes afro-futuristiske fantasier, men med et kom der liv i øjnene, idet hun vred sig løs og indledte frigørelsesfesten med sin energiske lille krop, der stepdansede og snurrede som en James Brown med funk i blodet.
Futuristisk klædt i kort hvid jakke med knivskarpe skulderpuder og et højt hår, så både Prince og Little Richard dukkede op på nethinden, satte hun i gang som en syvårig Michael Jackson med metallisk klang på ’Give ’Em What They Love’:
»I am sharper than a razor/ Eyes made of lasers/ Bolder than the truth They want me locked up in the system/ 'Cause I'm on a mission/ Blame it on my youth«.
Det var her, kendskabet til albummet blev en fordel. For man kunne ikke høre et ord. Og allerede fra starten var det tydeligt, at det skarpe stemmebånd lynede skingert med lysårs afstand til bandets buldrende groove.
Bas, blæsere, keyboard, guitar, trommer, percussion og korpiger var ellers synkront vuggende, stramt svingende, funky elastisk og tungt groovende, mens de spillede sig mod fremtiden på skuldrene af musikhistoriens mastodonter inden for Motown-soul, funk, r’n’b og jazz
Lyd instillet som tornado
Men akustikken i Falconer-salen tjente ikke deres sag. Lyden var indstillet som en tornado, der bragede uden retning. En bred lyd, der blæste over hovedet på publikum, mens Janelle Monaés stemme stak i ørerne.
»We’re gonna take you to the future, Copenhagen«, proklamerede hun inden bandet satte i en hand jive-rytme på ’Dance Apocalyptic’, hvor hun demonstrerede sine evner i charleston step med hilsen til Josephine Baker, en anden kvinde med et frit sind tunet ind på fremtiden.
Igen blev det ved gestikkens reference, for sangens krigserklæringer mod en verden på randen af selvdestruktion forsvandt i de eneste afkodelige linjer:
»Smash, smash, bang, bang/ Don't stop/ Chalangalangalang. Smash, smash, bang, bang/ Don't stop/ Chalangalangalang«.
Men dansende som en klon af både Brown og Baker var hun umulig at få øjnene fra. En mekanisk ballet fra en sitrende legetøjsrobot med kryptonit i kredsløbet.
Og hendes energi tog os gennem hits som ’Q.U.E.E.N’ med basalt funky bund og et drilsk knipsende riff fra leadguitaristen Kellindo Parker og ’Electric Lady’, hvor den ligefremt svingende r’n’b kun blev skæmmet af omkvædets brændeskærende vokal.
Skamredet klassiker
Uden konceptets futuristiske rammer fremstod musikken mere retro og mindre interessant. Det blev understreget af en skrabet coverversion af James Browns ’I Feel Good’, der tenderede karaoke. En så skamredet klassiker skal godt nok pustes op for at stige til vejrs. Det her var en regulær punktering. Af både fortiden og fremtiden. Og af nutiden, som var ved at gå helt i stå.
Men så kom gearskiftet med ’Victory’, hvor lydbilledet efterlod rum til de dybere oktaver fra Monaé, der fik Lauryn Hill-fraseringerne til at leve, selv om hun igen lød anstrengt på de høje registre. Det var en lummergøj af en sjæler med guitarsoloen strittende under morgenkåben. Men den savnede højde, kraft og vilje og var faktisk lidt af en slappert.
Det gør ikke noget min ven. Det sker for alle. Men hvor var den frisatte seksualitet, som Monaés androide skabning skulle være et nyt bud på? På tværs af kønskategorier og formulerede orienteringer? Den kropslige kortslutning af samtidens magtstrukturer mellem mand og kvinde, mellem hvid og sort, rig og fattig.
Salen tændt ved crowdsurfing
Da hun havde beordret os ned i siddende stilling for at rydde udsynet mod scenen, hvor hun indtog rollen som solodanser uden band, var det en skuffende konservativ række af øvelser, vi blev vidne til. Lidt huggende hofter, charleston step og tre meter moon walk. Og så ned at ligge som en pinup girl. Hvis det er hvad der venter i fremtiden, bliver der ikke rokket meget ved tingenes tilstand.
Og efter at publikum havde jublet sig igennem de genkendelige hits ’Cold War’ og ’Tightrope’, gik de i stå til coverversion af Princes ’Let’s Go Crazy’. Dydigt joggende på stedet med et kropssprog, der mindede om, at det var nutid og hverdag igen i morgen.
Først da Janelle Monaé kastede sig ud i en gavmild crowdsurfing, hvor vi alle fik en hånd på prædikanten, opstod der for alvor kontakt. Det tændte salen. Og så kunne Janelle Monaé afslutte med koncertens bedste nummer, det minimalistisk funky ’What An Experience’ med ekkoer af 80’ernes Michael McDonalds melodiske lethed. Her havde hun kontrol over sin stemme i et lavere toneleje og kunne tilmed kunne synge Erykah Badus vers uden at blamere sig.
Endelig fik androiden jordforbindelse. Der var nærkontakt af tredje grad, inden rumskibet fløj videre på verdensturneen. Men hun nåede aldrig at efterlade varige aftryk her på Frederiksberg.
fortsæt med at læse
