Lad os bare starte fra toppen af det onde gamle hierarki hos kronprins Frederik. Han havde skrevet – eller fået skrevet? – en fin lille tale for at hædre skuespilleren Sonja Richter, som modtog kronprinseparrets store kulturpris på en halv million kroner. Kronprinsen talte om Sonja Richters flid og engagement, der blandt andet indebærer, at »hun investerer sig selv 100 procent hver gang«. Derpå kiggede Frederik med sit skæve drengesmil ud i operaen og tilføjede udenfor manuskript: »men hvem gør ikke det?«. Kan vel være, at der var nogen, der ikke mente, at kronprinsens performance og engelske udtale var helt optimal under det netop overståede besøg i New York, hvor han og Mary skulle sælge fædrelandets frembringelser. Men forrest på scenen på Holmen var Frederik i sit eget underspillede es. Tak, tak
Ligesom Sonja Richter i lang hvid kjole og et lille, bly smil til kronprinsessen, der gjorde, hvad hun kunne for at opmuntre den vist lidt nervøse skuespiller. Richter havde efter eget udsagn skrevet »en lang brandtale«, men ladet den blive hjemme, fordi hun alligevel ikke kunne holde den. Hun sprang alt det over, man alligevel ikke rigtigt kan sætte ord på, og nøjedes med at takke Mary og Frederik. Så var scenen endelig klar til sangeren Damon Albarn, den måske vigtigste skikkelse i britisk rock i de sidste 15 år. Fra Blurs begavede britpop over etniske eksperimenter i Mali og den elektroniske tegneseriedans i Gorillaz til projektet The Good The Bad And The Queen. Dem havde kronprinsen med formentlig kyndig assistance bestemt sig for at hyre til at spille ved sin prisfest, hvor P.J. Harvey og Nick Cave tidligere har gjort det glimrende. Også dette års valg skulle vise sig at være leveringsdygtige i tonesætningen af en helt fortryllende aften med en aura af ægthed og underspillet intensitet. Hyldest til Operaen
De fire briter i projektets hjerte – Damon Albarn bag klaveret, bassisten Paul Simonon med en fortid i The Clash, guitaristen Simon Tong med en ditto i Verve og den afrikanske swingking Tony Allen bag trommerne – befandt sig tydeligvis fremragende i Den Kongelige Operas imponerende rene enkelhed. Under sin høje hat kiggede Damon Albarn beundrende op i loftet og mumlede en lille hyldest til bygningen. Som derpå blev fyldt med den egenartede musik, der findes på albummet ’The Good The Bad And The Queen’, der udkom i januar og fortsat står som en af dette års mest bemærkelsesværdige udgivelser. En melankolsk og symbolsk statusrapport over verdens tilstand, set fra det vestlige London, omsat i en stilfærdigt strømmende musik, som vi i København fik i samme rækkefølge som på albummet. På det får Damon Albarn knyttet alle sine musikalske sidespor sammen til en farbar søvej, der også har plads til inspiration fra andre flagskibe i den britiske rockarmada, ikke mindst The Beatles. I operaen var kvartetten udvidet med fire betagende piger på strygere og en unavngiven keyboardspiller, der gjorde god fyldest i en forunderlig koncert. Høje hatte
Fra sit klaver overlod en skævt smilende Damon Albarn gerne spotlyset til den karismatiske og supercool bassist Paul Simonon, der svansede og dansede sig gennem aftenen i sit stribede jakkesæt, med hat på hovedet og bassen balancerende helt oppe på brystkassen. Hans melodiske attak er aldeles usvækket fra dengang, han satte scener i brand med The Clash. Her nøjedes han dog med at tænde flere cigaretter og på ægte anarkistisk vis trodse rygeforbuddet i operaen. Hvor magien glødede under samspillet mellem disse lige så skæve som fortrinlige musikere. I hvidt jakkesæt med ditto hat og store solbriller tjattede Tony Allen med et dovent, jazzet swing til sine trommer, ofte langt væk fra melodien. En opførsel, der kun affødte flere skæve smil fra dirigent Damon Albarn, der da også roligt kunne læne sig tilbage i sikker tiltro til de holdbare melodier, der dog i et par tilfælde – blandt andet under slutningen på ’Kingdom Of Doom’ – blev udsat for et bagholdsangreb af piskende trommer, bas og støj fra Simon Tongs ellers kontrollerede guitar. Afsked
Men snart fandt bandet atter ind i den ro, der præger ’The Good The Bad And The Queen’. Siddende på scenekanten sang Damon Albarn balladen ’A Soldier’s Tale’ med sin lille hilsen til it-verdenen: »the emptiness in computers bothers me«. Sangen blev ligesom enkelte andre varmet op af Albarns melodika, så vi pludselig kiggede ud i gader og ind på markeder. Men helt uden gøgl. Lige indtil slutningen, hvor humanismen blev skåret ud af pap af en stor rapper, der på arabisk rappede fredbudskaber ud til alle verdenshjørner. Det var måske en lige lovlig entydig understregning af noget af alt det gode, der gemmer sig i musikken hos The Good The Bad And The Queen. Mod slutningen sagde en ellers uhyre fåmælt Damon Albarn, at dette faktisk var den sidste koncert med projektet. Hvortil vi kun kan sige tak for oplevelsen og glæde os til, at der forhåbentlig kommer nyt fra moderskibet, Blur. Indtil da kan man kun glæde sig over en dejlig aften i selskab med ydmyge tjenere af det talent, vi nu engang har, fra royale til rockere.