Ærkeavantgardisten John Cage har sagt, at hvis man synes, noget er kedeligt, mærkeligt eller uinteressant i et minut, så skal man give det fem minutter. Og hvis det ikke hjælper, så ti – eller tyve.
Thi før eller siden vil man ændre standpunkt, fordi ens opmærksomhed vil skifte retning og ens fordomme opløses. Men det kræver tid.
Omsat i praksis betyder den sandhed, at den eksperimenterende avantgardemusiks kvalitet ligger i såvel kunstnerens som recipientens vedholdenhed. Og det kom i ekstrem grad for en dag, da jazzlegenden Roscoe Mitchell gav solokoncert for saxofon(er).
LÆS OGSÅ Grænsesøgende jazzmusiker fylder rundt
Indledningsvis fremstod de teknisk virtuost spillede udladninger fra den siddende mand på scenen som manisk meningsløse løb; men langsomt dannede der sig strukturer, ligesom referencer og citater begyndte at dukke op i strømmen af toner.
Naturstridigt overlegen
Og derefter kunne man nyde Mitchells naturstridigt overlegne fingersætning og magiske blæseteknik, der muliggør frembringelsen af dobbelte toneforløb, som går mod hinanden. Det er aldeles unikt, som en saxofonistisk ækvivalent til tuvelansk strubesang.
Koncerten forløb i tre ’satser’, først sopran, så alt og dernæst sopran igen.
Det første forløb, som var improviseret ud fra en eller anden medbragt notation, holdt et højt og dristigt tempo og var vel en slags raga, mens det følgende stykke klang både mere melodisk og melankolsk; men aldrig forfaldt den smukke og slanke 72-årige legende til floskler eller vanefigurer.
Sneg der sig en enkelt Gershwin-agtig melodistump ind, blev den punkteret effektivt ved eksempelvis at undgå at lade forløbet ende på en klassisk grundtone. Og i den afsluttende etude blev publikum præsenteret for en øm, bluesy rapsodi, der emmede af kærlighed og modent overblik.
Heavy-free trio
Den norsk-svenske heavy free jazztrio The Thing improviserede sig voldsomt og passioneret frem i tre intense forløb, hvor såvel bassisten Ingebrigt Håker Flaten som saxofonisten Mats Gustafsson (tenor og baryton) sikkert arbejdede sig frem mod fælles territorium i form af riffs eller operationelle ostinater efter en slags afsøgning af et tematisk demilitariseret område.
LÆS OGSÅ Den rastløse trommeslager: »Alt, hvad der hedder genrer, er røvsygt«
Bassist Flaten brugte i det andet nummer elbas og etablerede indledningsvis et sonisk cinematisk stemningsfuldt rum, som Gustafssons baryton brutalt trængte ind i, hele tiden med Paal Nilssen-Loves både sfæriske og nærmest John Bonham-kompakte trommer som sammenhængsskabende net.
Rensende og konsekvent musik, vederkvægende i vinterkulden. Varm som ild. Og farlig.
fortsæt med at læse
