Selvom mainstreamjazzen i dag kan føles tidløs og dermed tidssvarende, er det alligevel en mærkelig følelse, man sidder med, når den 34-årige prisvindende trommeslager Snorre Kirk frivilligt hopper i en tidslomme og lader, som om de sidste 50 års musikhistorie ikke eksisterer.
Kirk spiller sine trommer som konsekvent afholdsmand. Hvis han laver et drum fill imellem to kor, er der sket store ting. Han dyrker rollen som timekeeper med en underlig asketisk tilfredshed. Interessant nok lod Kirk sig fotografere til magasinet Jazz Special i september med hænderne over kors på bordet og hovedet bøjet andægtigt som i bøn. Det kan have sin charme med luftigheden i hans spil. Ensemblelyden er enkel og transparent. Men konceptet kan også blive en hæmsko.
