Af skikkelse var den amerikanske jazzpianist Erroll Garner med en højde på 1,57 meter en klejn fætter. Det fortælles, at han var nødt til at sidde på telefonbøger, når han optrådte. Man hvad han manglede i fysisk størrelse, besad han til gengæld i såvel teknisk som melodisk formåen. Og det i en sådan grad, at de fleste moderne jazz-pianister på en eller anden måde har været nødt til at forholde sig til ham. Hans stil er også så karakteristisk, at de fleste habile pianører kan parodiere ham – Tommy Kenter gør det eksempelvis ret godt.
Men det er de færreste, der kan identificere sig med hans musikalske projekt: at filtrere populære sange med gode melodier igennem den helt særlige metodik og musikalske mentalitet, som er Garners, uden at forfalde til enten det grimasserende eller det letkøbte.
