0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frost Festival bød på store armbevælgeser og strømpesokker

Politikens anmeldere, Lucia Odoom og Simon Lund, har været til fem ret forskellige koncerter på Frost Festival.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Melissa Hjerrild Kühn
Foto: Melissa Hjerrild Kühn

Forventninger. Der var lagt op til en aften i trance, da DJ Rupture og Maalem Omar Hayat ville forene den elektroniske musik med afrikans gnawa-musik i Nikolaj Kunsthal. Men der blev spændt ben for magien.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Maalem Omar Hayats trancefest blev afbrudt

Et af de mest interessante arrangementer på Frost Festival fandt sted i Nikolaj Kunsthal, hvor publikum kunne lære den afroislamiske og spirituelle musiktradition gnawa at kende. Formidlerne var den marokkanske gnawa-musiker og sanger Maalem Omar Hayat og hans ensemble, amerikanske DJ Rupture og den danske guitarekvilibrist Oliver Hoiness. Før koncerten var der artist talk med DJ Rupture og musikjournalist Ralf Christensen, som skulle introducere publikum for gnawa-musikken og aftenens rituelle koncert. Samtalen var interessant og gav publikum en introduktion til gnawa-genren, som danner ramme om ritualet lila – en timelang trance-session, hvor der danses og spilles musik for at opnå balance mellem krop og sjæl. DJ Rupture fortalte, hvordan vi i den vestlige verden bruger nogle af de samme rituelle mønstre, når vi går til rave-fester og hører techno i timevis. Det tegnede derfor lovende, at vi både skulle høre gnawa-musikken alene og i samspil med DJ Rupture.

Det var designstudiet Dark Matters, som stod bag aftenens visuals, der nærmest lignede smeltende klippelandskaber. Og da Maalem Omar Hayat og hans musikere dansede ind på scenen, var de iført syregule traditionelle og ceremonielle dragter, der komplementerede de psykedeliske visuals. Gnawa indeholder tydelige spor af andre afrikanske musiktraditioner, samtidig med at man kunne høre, at den har rødder i muslimsk og nordafrikansk musik. Maalem Omar Hayat fik pustet liv i publikums danselyst – endda imponerende hurtigt efter nordisk standard.

Desværre blev det aldrig en trance-skabende aften, fordi Maalem Omar Hayat havde problemer med sit strengeinstrument, og koncerten blev afbrudt, da stemningen var på sit højeste. Da han skulle optræde sammen med DJ Rupture, virkede det ikke helt så formfuldendt og meningsfuldt, som man kunne have håbet. DJ Rupture skiftede rytmer, beats og genrer på forvirrende vis, så vi aldrig kom ind i den trance, som Maalem Omar Hayat og hans band ellers havde lagt op til. DJ Rupture spillede afslutningsvis et meget langt og ufokuseret dj-set, der druknede lidt i det store kirkerum, og han glemte at invitere publikum og medmusikanter ind i sine rytmer på samme varme og engagerende facon, som Maalem Omar Hayat og bandet gjorde det først på aftenen.

- LUCIA ODOOM

Poetisk Katinka-koncert på strømpesokker

Hvornår har du sidst taget skoene af, inden du gik ind til en koncert? Nej, vel.

Det gjorde jeg mandag aften, da jeg trådte ind ad døren til et privat hjem for at høre en af koncerterne på årets Frost Festival.

Festivalen har på nu 6. år gjort det til sit kendemærke at grave nye koncertscener ud af hovedstadens kringelkroge. Fra hengemte lofter til forladte akvarier.

Sidste år tog de ideen om at ændre opfattelsen af, hvad et koncertrum kan og skal være, et skridt videre med de såkaldte Frost Bites. Her får private muligheden for at invitere et band med publikum ind i deres hjem.

Derfor stod jeg i strømpesokker sammen med et lille ekslusivt publikum på en husbåd

Derfor stod jeg i strømpesokker sammen med et lille eksklusivt publikum på en husbåd i Københavns Havn. I hjørnet af stuen og med det skvulpende sorte vand som baggrund stod Katinka. Med sin ukulele og et lille band af guitar, xylofon og gulvbas sang hun sine sange om kærlighedens brandvabler, så intimiteten i rummet blev fordoblet.

Katinkas ukulele-folk er melodisk godt drejet, bandet gav de akustiske versioner fylde, og hver eneste sang vibrerede af Katinkas ligefremme og fine poesi. Sunget med en bramfri stemme, der rejser sig et sted mellem Daimis åbne klang og Lone Kellermanns kraft. Hos hende er kærligheden altid i ubalance og eftersmagen oftest lidt syrlig.

»Tænk at noget så yndigt kan blive så fordrukkent og til grin«, synger hun ét sted, et andet lader hun smerten rive sangen med sig i den trance, de fleste ved er svær at vågne op af:

»Det går rundt og rundt og rundt/ det gør ondt og ondt og ondt«.

Katinka er ikke bitter eller bedrøvet. Hun kan være rørende, men er ofte skæg, altid kontant og rask videre i teksten, inden sangen synker ned i melankoliens kviksand. Sangene er personlige i singersongwriter-traditionen, men ligesom hendes optræden er der noget urokkeligt over dem.

Husbåden og Katinka var et perfekt match, der i løbet af et par timer vendte den slukørede vinterstemning til en hel lille fest.

- SIMON LUND

Kentaur løftede sig over planetariet

Det var ganske passende, at det var det danske band Kentaur, der skulle åbne årets Frost Festival. Forsanger Marc Roland Hansens stemme lyser op i mørket med en varme, der kan tø selv det koldeste februarhjerte op. Bandet udkom sidste år med den anmelderroste ep ’Vertebra by Vertebra’, som de blandt andet spillede sange fra – sange, som rummer de helt store filmiske og bevægende følelser. Men følelserne blev ikke matchet af den kosmiske biografsal i Tycho Brahe Planetarium, som ellers havde potentiale til at forene publikum med universet og musikken. I stedet blev bandet akkompagneret af minimalistiske og kalejdoskopiske visuals af Jacob Kvist, som i sig selv var flotte, men en anelse undervældende i det rum. Trommeslageren gjorde sig særlig bemærket med sine rastløse trommende ticks, der gav de sagte sange mere nerve. Og stemningen løftede sig på nummeret ’Collarborne’, hvor der blev sunget »days will go by/ without any of us ever blinking eyes/ stars will blow a million miles away/ and we’ll never hear the sound«. Her føltes det, som om rum og musik smeltede sammen, både lyrisk og lydligt.

- LUCIA ODOOM

Der var for lidt plads til armbevægelser hos Choir of Young Believers

Det føles lidt som en tidslomme at bevæge sig ind i Tycho Brahe Planetariums 80’er-arkitektoniske runde bygning. Men bygningen fra 1989 matchede Choir of Young Believers’ univers helt perfekt. De spillede nemlig udelukkende nyt materiale fra deres kommende album ’Grasque Lover’, hvis lyd leder tankerne hen på 80’er-navne som Talk Talk og Tears for Fears. Samtidig eksperimenterer bandet med raffinerede technovirkemidler og masser af synths. Særligt nummeret ’Serious Lover’ emmede af lækker weltschmerz. Men selv om bandet spillede intenst og med store musikalske armbevægelser, var koncerten en anelse energiforladt i det tunge rum, og de visuals, der skulle komplementere musikken, var stort set de samme som ved Kentaur-koncerten aftenen forinden. Det betød, at rummet lukkede sig mere om sig selv, end det åbnede sig. Der manglede endnu en gang et klart sammenspil imellem rum, musik og visuals. Højdepunktet var, da de spillede førstesinglen ’Jeg ser dig’, som viste nye sider af bandet i ganske klædelig modersmål-pop.

- LUCIA ODOOM

Communions blev for længe bag scenekanten

Det lyder flottere, end det var. Himmelrummet. Et kommunalt rektangel af et hvidt lokale på Gefion Gymnasium, der virkede mindre imponerende efter turen op gennem stedets flot oplyste rotunde. Navnet var passende for de unge kometer i Communions, men stående i modlysets skær lignede de et band, der hellere ville have trukket publikum med ind i en dunkel hule. Var det cool? Var det indadvendt? Nok en roterende svingdør midt i mellem. Med drømmemelodiske linjer og et ekko i guitaren fra engelske The Cure har Communions nogle af de bedste sange, man kan høre fra et dansk band lige nu. De var dog længe om at få dem ud over scenen. Først mod slutningen slog det for alvor gnister i deres medrivende monotone sange, men så fremstod de også som de funklende talenter, de er. Fulde af store løfter, man kun kan drømme om, at de indfrier.

- SIMON LUND

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts