Som en skælmsk drillenisse med hævede skuldre og en anelse krumrygget stod Adam Fischer parat. Opsat på at vise, hvad han turde gøre med musikken. Han serverede Beethovens 1. og 8. symfoni for et veloplagt publikum, som om han spurgte os alle: Hvad skal der på?, og vi råbte: Fart på!
For sjældent har man hørt Beethoven med en sådan hast. Iveren var stor hos orkester og dirigent med tempi og dynamik, som vi kender det fra deres Mozart-indspilninger. Og det virkede mageløst godt i den første symfoni.




























