På scenen inde i salen skiftevis spankulerer og danser Thomas Helmig langs kanten med guitaren på slæb på ryggen. Han er inde i sin egen 'Emotional Ghetto', men har inviteret os alle indenfor. Han ligner en drøm af glohed glamour i sit skarpt skinnende, stramme lædersæt. I hvilket andet land ville den lokale Kong Pop optræde i blåt stjerneklæde? Nej, vel? Vi er i eventyrland som med diamantbesatte Elvis P. fra Vegas. Thomas Helmig er rejseføreren, som vil tage os væk fra provinsens påmindelser. Om ubetalte regninger, sprungne kondomer og skænderier om, hvordan spejlet skal hænge på væggen, der reducerer os til de rustne søm, man kan korsfæste alle illusioner og drømme om løssluppen, tosset tosomhed på. Stort set uden forspil gik bandet i gang med 'Silky Silky', der lige så godt kunne have heddet 'Funky Funky'. For aldrig har et dansk band lydt så straight, tight og direkte sexet fra første anslag af en premiereaften. På den sidste turné med 'Dream' var det allerede funklende, dette orkester, men her er det ufatteligt og ubetaleligt. Legelystent, sultent og storswingende fra første taktslag. Den spirende halsbetændelse lusker af ud i hallens halvmørke. Der er noget andet, som indtager kroppen og får bugt med bakterierne. De delikate detaljer i det inspirerede og rummelige samspil. Rytmerne, der swinger så helvedes hedt, at vi snart er i den svedigste dansebule i New Yorks knuste, men evigt pulserende hjerte. Instrumenterne, der væver sig ind i melodierne og gør dem til et flyvende tæppe med os som passagerer, højt hævet over middelmådighedens mudder. Fuck, vi flyver, baby! »Let's get naked«, det er torsdag, og det er blind mands bluf ikke at elske livet og hinanden nu. At slippe længslen, lidenskaben og lykken løs. At sætte skatten over skattetrykket. At skabe hverdag om til fest. Det er vel den mission, Thomas Helmig altid har været på. Ligesom Presley med candyfloss i svælget i Vegas. Han blev heller ikke ligefrem kritikerkæledægge på dén konto, og Helmigs aktuelle album, 'Isityouisitme', blev også slagtet skånselsløst. På sit forrige album 'Dream' viste han bedre end nogensinde, at han kan surfe suverænt på de storladne, men djævelsk effektive melodier helt ud over de fjerneste radiobølger. Nu var turen så kommet til det store forløsende groove, der skaber bølgerne. Som Thomas Helmig på albummet desværre valgte at fodre en rytmisk maskinpark med. Eller det vil han sikkert selv sige, at han ikke gjorde, men det lyder under alle omstændigheder sådan. Moderne, maskinelt og stift. I hænderne på sublimt swingende Lars Danielsson på bassen, en slagtøjsduo, der er mere inspireret og hårdtarbejdende end Safri Duo, Jacob Andersen og Claes Antonsen, opfindsomme Søren Runge på altid velanbragte keyboards, det udsøgt opløftende kor med britiske Gina Foster og Derek Green samt de to blåtonede guitarister Aske Jacoby og Staffan Astner, lyder det som alt andet. Det band er en fantasi, og Thomas Helmig burde dedikere en af aftenens fede overraskelser, ekstranummeret 'Superstar' fra filmen 'Hånden på hjertet', til dette overlegne orkester. I sange som 'Isityouisitme' og 'Blind Man's Bluff', der på det nye album forekommer blege og skabelonagtige, fyrer de to guitarister op med bluesbaserede soli, der vitaliserer sangene og river den blues frem, som også ligger et sted nede i Thomas Helmigs lækre soul. For da slet ikke at tale om den ramsaltede udgave af 'Sirenesang', der afslutter de fire velvalgte danske ekstranumre og vælter aftenen om på ryggen. Han er selv ude om de faldne hug, Helmig. Med et band som dette, er det en forbrydelse ikke at have indspillet albummet i selvskab med det. Gerne live. Eneste kompensation må være at udgive et livealbum fra det triumftog af en turné, den åbenbart tirrede og positivt udfordrede Thomas Helmig stævnede ud på i Roskilde. For dælen da, dette var jo blot premieren. Det er slet ikke til at tænke på, hvordan dette hold vil tage sig ud om et par uger! Verdensklasse. Personligt har jeg lyst til at overvære hver eneste koncert på denne turné, og hvor mange andre orkestre vil man sige det om? Ikke Nikolaj Steens i hvert fald. Det var sympatisk, velspillende og veloplagt som aftenens åbningsnavn, men havde svært ved at nå ud over 1980'erne og den scenekant, Thomas Helmig kort efter anvendte som affyringsrampe for sin fyrige fest. »Velkommen til folkedybet. Det er utroligt, at man kan føle sig så langt væk, når festivalen ligger lige derovre«, sagde en københavnsk kollega til mig, da han ankom til Roskilde Hallerne. Tja, det kan man mene. Eneste løsning på den sag må være at kræve Thomas Helmig og dette drømmenes band på den største tænkelige scene på festivalen. Så kan vi indtage endnu en midnat i Europa i ophøjet humør uden skam.