Larsen. Hvem andre kunne finde på at supplere udbuddet af turne-T-shirts med et righoldigt udvalg af spraglede sjarmeslips? Kim i Cirkus. En velprøvet dansk sjåwbiz klassiker. Men denne aften sat i et særligt lys. »Der er noget i luften«. Det er nogle af de første ord, der kommer ud af Kim Larsens mund, da han og Kjukken har indtaget scenen i Cirkusbygningen. Denne aften gælder det kun i anden omgang Larsens egne sange. Det er de succesfulde 'Sange fra glemmebogen', der skal trækkes rundt i manegen. Lige dele klassikere og kuriosa fra sangskatten i akustisk regi. Roots kalder de i Amerika den traditionsbevidste musiceren. Så 'rødder' kan vi vel bare kalde det. Den danske rod og hans danske rødder. Oswald Helmuth, P.H., Sigfred Pedersen og Frank Jæger. Tilsat svenske kosttilskud. 'Den første gang jeg så dig' i Larsens livlige oversættelse og Evert Taubes 'Så længe skuden kan gå' oversat af Otto Leisner (»den strik!«). Spindevisen og sentimentale sølvstænk i det gyldne hår. Er det nostalgi? Larsen tager indvendingerne i opspringet. »Man behøver sgu da ikke længes efter fortiden, fordi man synger en sang, der er 60 år gammel! Så ville Mozart, da også være nostalgi«, flaber Larsen. Nostalgi? Vist er det ikke nikke nej! Man skal kende sin fortid for at kunne forstå sin nutid. Regeringen skærer ned på Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek og fyrer medarbejderne i nationens kollektive hukommelse. Men så er der jo heldigvis den cool kurator Kim, der kærligt holder fortiden op i lyset, så støvet forsvinder som dug for solen. For når de andre fyrer folk, fyrer Larsen den af. Kim Larsen har formået at hale selv en fortærsket sag som Det var en lørdag aften langt ind i nutiden som mageløst iørefaldende nyfortolkning. Præstationen gælder hele Glemmebogen som læst og påskrevet i Cirkusbygningen. Takket være de vitale og opfindsomme arrangementer. Takket være det fine spil, som Kjukken, og i særdeleshed den delikat spillende guitarist Karsten Skovgaard, lægger for dagen. Men først og fremmest takket være den kærlighed til ordet i musikken og musikken i ordet, som gennemsyrer Larsens fortolkninger af de gamle sange. Her får det lov til at smage af sprog. Så ømt den store mund kan nipse sit fløjlsgræs. At solen kan bryde frem som torden bag Kina Bugtens kaj. Hvor må denne Østens tordensol have været rød og buldrende i Kiplings øjne! Ikke mindst Larsens tag på Mogens Lorentzens musik til 'Mandalay' og 'ABC-Visen' imponerer, mens publikums favorit er 'Adolf'. Den forskrækkelige skillingsberetning om grusselige selvmord på stribe med både saks, strikke og vitriol. »Jeg vil ikke dø som denne Madsen/ næ, jeg vil langsomt drikke mig ihjel/ hul i dét« vækker jubel hos et publikum, der sukker af indlevelse, hver gang Larsen snakker om at snuppe sig en kringle på den lokale. Og det gør han tit. For musik, kommentarer og anekdoter udgør tilsammen et velkomponeret og uhøjtideligt show. Så lun og levende kan det danske folks kulturhistorie formidles. En kulturhistorie, hvor Larsen med og uden Gasolin i al sin beskedenhed selv har givet sit markante besyv med. Langebro, Som et strejf af en dråbe og Fru Sauterne bliver fine små ventiler, hvor Kim Larsens publikum får lov til at lufte lighteren og juble igennem. Men denne aften er Larsen ikke parkeret bag sit spækkede hit-orgel. Der er valgt sange af egen avl, som føjer sig ind i aftenens akustiske kulturskattejagt. Publikum er i imponerende grad med på nogle noder, der måske nok er sjove og festlige, men samtidig stikker en hel del dybere end en spøg. Det er som de gamle fotografier af havnearbejdere og Knippelsbro med sporvogne i modlys, der pryder Sange fra Glemmebogen. Fotografier, der nu dukker op som en del af showet i Cirkusbygningen. De emmer af fortid og patina. Men det er først og fremmest fotografier, der forestiller levende mennesker i en levende tid. Kun hvis man har en historisk bevidsthed, er man klar over, at tiden til enhver tid er levende og befolket med levende mennesker. Nøjagtig som nutiden, Sonny Boy. Kim Larsen behøver ikke at sige det. Man kan jo høre det i musikken.