Hun fandt et sødmefuldt udtryk frem i dacapoarier og recitativer, omend hun i dybden mistede meget af sin klang. Ekstra spot skal der sættes på en ung og imponerende rapfodet fagotindsats, og vi kan lige så godt få det overstået straks: På diverse obostemmer var det nok en gang helt forrygende, hvad Max Artved præsterede. Han fik da også en fremkaldelse, der næsten var en operastjerne værdig. Radiosymfoniorkestrets publikum er bestemt ikke svin, og de kender en perle, når den kastes for dem. Efter pausen kom salen op af de læderbetrukne. Her gjorde et større solisthold sin entré, og denne gang snakker vi sangere. Anledningen var den mytologiske kantate 'Striden mellem Phoebus og Pan', der lader Phoebus Apollon og skovguden Pan stille op til sangerdyst i et rigtigt dramma per musica. Palle Knudsen og Johan Reuter sang og ikke mindst spillede hovedrollerne, så de store smil kom frem både på tilhørerrækkerne og på scenen, og som bisiddere spillede tenorerne Helge Rønning som Tmolus og Peter Grønlund som Midas med på løjerne. Helt herligt, selv om man godt kunne indvende, at en ægte Apollon næppe ville nedværdige sig til Knudsens pjank og pjat. Lisa Larsson sad til doms sammen med Tuva Semmingsen, men selv ikke denne mezzos kønne udseende kan lokke mig til andet end en konstatering af et ikke særligt konturrigt foredrag. Helge Rønning gik det som Rapanden Rasmus i sangen: Først gik han langsomt, så gik han i stå. Måske havde han helt enkelt ikke læst på lektien. Måske havde det været småt med prøvetid? I hvert fald blev der tæerkrummende tavst hele to gange i træk, indtil Schreier med overdreven tydelighed fik sat tenor og obo på plads, så løjerne kunne fortsætte. Synd, hvis skyld misseren så end dybest set var. Men det kan vel klippes ud inden genudsendelse. Jeg nød i øvrigt Schreiers udmærkede Bach. Han får ikke barokken til at kradse så meget, som nogle af de mere rabiate barokfolk, selv om han da pointerede skingre violiner til understregning af Midas dårlige gehør, som sikrer ham æselører. Men han fik de to kantater til at synge ganske fint. Derimod var jeg ikke rigtig tryg i begyndelsen af koncerten. Hornisterne David Palmquist og Leif Lind boblede det bedste, de havde lært på deres uriasposter, mens verdenstenoren Schreier viste, hvad han duer til på sin prominente retrætepost som dirigent med speciale i Bach. Men trods respektindgydende indsatser fra de rødhovede blæsere var der noget usikkert over den første af Bachs seks Brandenburgkoncerter, der med sine fire satser kammer fra italiensk over i fransk barok med en afsluttende menuet, der afbrydes både af slanke blæsertrioer og en polonaise. Intet af det kunne læses ud af koncertprogrammet, som ingen satstitler indeholdt. Stærkt forvirrende for dem, der ikke lige kan deres Bach på fingrene. Og helt personligt irriterende for undertegnede, der trods det, at han ikke har været ansat ved DR siden nytår, fortsat må finde sig i at figurere med navns nævnelse som redaktør af koncertprogrammer, han intet har med at gøre. Den var til orkesterchefen.