Men sikke nogle landeveje! De har drastiske sving, bløde bakker og overraskende udsigter. Kl. 20.00: En højst uhomogen forsamling af besynderlige mænd og lækre korsild hopper, rapper, tamper og sveder rundt på scenen. Og publikum er med fra første, skarpe ska-takt. Selv om man har set meget, har man aldrig set noget magen til dansk undergrunds melodiske, kantede, primitive og fantastiske rodebunke ved navn Junior Senior. De ligner noget, som Henrik Vesterberg kunne have fundet på. Og når de gang på gang gentager de simple virkemidler som f.eks. heftig trashguitar, øm pigesang og opildnende livebeats, så rammer de et charmerende sted mellem B-52's og Ramones. Ligesom de gør det på debutpladen 'D-D-Don't Don't Stop the Beat', som nu skal lanceres i resten af Europa af det multinationale selskab Universal Music. Rettighederne til Junior Senior i Danmark beholder et af landets mest initiativrige og interessante små selskaber - Crunchy Frog. Det er selvfølgelig hittet 'Move Your Feet', som har gjort Universal interesseret i Junior Senior, og selskabet må hellere se at få sendt den sang ud. Folk i andre lande aner jo ikke, hvad de går glip af. Det ved man, når man overværer Junior Seniors finale i Rytmeteltet: Med Thomas Troelsen fra Superheroes på drengesang er 'Move Your Feet' en jublende fræk Jackson 5-pastiche, som bliver afløst af endnu en festlighed indeholdende en stak-åndet version af 'Twist & Shout'. Sprödt, som de siger på Crunchy Frog. Kl. 22.30: Saybia har ikke fået publikum til at glemme Kashmir. Der bliver sunget på pladsen foran Rockscenen. Og der bliver også lyttet tyst og intenst til nye og ældre numre fra bandet, der ikke har lavet et fuldtidsalbum siden 'The Good Life' i 1999. I mange sange er der lag på lag af organisk stof i musikken, som med guitaristen og sangeren Kasper Eistrup længst fremme på scenen kommer ud i langhårede, temperamentsfulde forløb med uransagelige perspektiver. Nogle gange er det så godt, at det gør ondt. Sådan er f.eks. 'Lampshade' om at gå til grunde og komme til sig selv igen. Andre gange er sættet mest et okay højenergisk genhør med lyden fra dengang i midten af 1990'erne, hvor Kashmir lød, som om de skulle være et dansk grungesvar på Frank Zappa. Endelig er der de nye sange. Umiddelbart lyder de, som om de kommer fra et helt tredje sted. Mellem de dramtiske sange fra begyndelsen af 1990erne og de langt mere introspektive sange på 'The Good Life'. Kashmir gør sig umage, gør indtryk og kan mere, end vi ser her.