Til trods for dets bevægelighed, dets talrige op- og nedture, så blev det indimellem alligevel ikke til mere end en dans på stedet, når det eksempelvis udelukkende byggede på en ostinat, en bestandigt repeteret basfigur. Modsat Scofield, der under alle omstændigheder formåede at give sit spil en fremadrettet karakter. En sjov ting er så, at det samme afspejler sig i de to musikeres kropsholdning. Til gengæld herskede der på intet tidspunkt tvivl om styrken i Hollands formidable basspil eller Fosters fornemt understøttende trommespil. Og skulle jeg nævne nogle af koncertens højdepunkter, så var det Fosters 'Brandon' og Lovanos 'Oh, I See' (eller O.I.C.?). Her kunne man nemlig opleve, hvor fin en effekt det har, når en komposition - og dermed improvisationsgrundlaget - inddrager et kontrasterende mellemstykke. Hvilket musikerne da også forstod at udnytte til fulde.