0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En lille mand i bluejeans

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Men Paul Simon er ingen Mefisto. Om han er en Bob Dylan, vil jeg lade eksperterne skændes om, men nogen Mefisto er han ikke. Om han er Gud, er en sag for teologerne og for Bob Dylan.

Hvad han er, den nu 60-årige Paul Simon, er en slags Fader Jord, ikke på den salvelsesfulde Sting-facon, men i måden hvorpå han ligesom opsluger positiv karma, måden hvorpå han har gjort det multikulturelle til et uafviseligt plusord.

Han er en stor melodiker, en begavet og eftertænksom lyriker, og han passer morderligt på ikke at larme, så vi glemmer at høre efter. Efter to en halv times ufravendt øjenkontakt med en rocklegende tør jeg skrive det: Paul Simon ejer ikke affektation, han er et stykke transplanteret natur, overført til et stadion uden for alfarvej uden dikkedarer, rød T-shirt, bluejeans og baseballkasket og hele molevitten.

»Povel!«, skriger min sidemand en halv times tid inde i koncerten, og netop sådan var det. Mere nærværende end de to navnebrødre, der senest har formodedes at regere landet, og med klare, okay måske lovlig klare, bud på, hvilken vej menneskeheden bør slå ind på for at komme i Graceland.

Det begynder skuffende. Paul Simon går på til tiden med sit band af notabiliteter, og lidt benløst, Daniel Lanoisagtigt svævende går 'Bridge Over Troubled Water' i gang, for denne turné, der indledtes 2. juli i München, er bygget over Simons greatest hits, uden undskyldninger eller beklagelser, sådan er det bare.

Gammel vin, men sandelig på nye flasker. 'Bridge' vokser kun knapt ind i sin egen melodi og ind i sin egen myte, før vi er ovre i 'Graceland', mere midtvest- twangy, end jeg havde forventet, med udsigten til perlerækken af eksotisk udseende musikere på podiet. Folk omkring mig føler sig trygge. Bag mig fyrer de den fede, folks hoveder dunker loyalt til rytmen og det er nok bare mig ...

Men så er det, det sker. Måske fordi Paul Simon igennem hele min opvækst primært har stået for mig som en blændende vokalist. '50 Ways to Leave Your Lover' har han skrevet, så kun en sanger af hans statur vil kunne opfylde de betydelige vokale krav, men vi hører ikke det samme reciterende flow, som kendetegnede stilen fra 80'erne.

Mødre og døtre danser om kap i gruset, far og svigersøn kommer til at støde skuldrene mod hverandre midt i hver sit dansetrin, og begge ser flove ud. Den klikker ikke helt endnu, hvis man spørger mig, men '50 Ways' gør, at jeg husker min ungdoms kærlighed.

Få meter fra os står en sej, streetwise elektriker fra Bronx. Han har fagforeningsbogen i orden og roterer i hoften, for nu er vi ovre i 'Me & Julio Down By the Schoolyard', og nej, hvor det swinger, hvor det pumper! Rock'n'roll fra teenårenes våde drømme, uden storskærm, uden lysshow, bare denne elektrikertype, helt løs i bevægelsen, afslappet, smilende. Og et band i storform, Steve Gadd på trommer, Bakithi Kumalo på bas, Vincent Nguini på guitar, godt en halv håndfuld frække brasiliansk-blærede blæsere og så det løse, 11 i alt ud over solisten.

Det er helt umærkeligt, at det er sket, og i 'The Teacher', en tredjedel inde i aftenens program, springer Paul Simon ud som den hudløse fortolker, den tekstnære foredrager, den - vi ta'r den igen - »blændende vokalist«.

Den organiske, deklamerende stil, den syntese, den upåtrængende, men unikt rytmiske måde at gå i kontrapunkt med bassen på yes , der er den. Formidlet i den blideste blide af lysebrune barytoner. Stemmen har altid været lettere presset i det øverste register, men det har været en del af det. En styrke snarere end en svaghed, et særkende. En trangbrystet fyr går forbi mig med teksten 'Paul Simon in Concert XXL', og han har fat i noget.

Fra nu af tegner koncerten en stigende musikalsk kurve, over ballader, ømme og uden vibrato, og bluegrass, abstrakte katedraler som Paul Simon angiver med hænderne, shaman-agtigt, men ikke helligt.

»Hvis man ku' få bare ham og guitaren«, sukker en kvinde bag mig, men hun har også været øretæveindbydende længe. Hun babbede rigeligt længe på fnisepiben, og munden har ikke stået stille på hende et sekund. 'Diamonds On the Soles of Her Shoes' indledes med a cappellasang og byder chanananana som den første sang i aften på en regulær symfonisk midterdel for de tre percussionister, den 60-årige hovedperson står i centrum og danser til, ingen lyskegle, intet lysshow, ingen storskærm, intet.

I 'You Can Call Me Al' når Bakithi Kumalo igennem med den kortest tænkelige, men prægnante bassolo, og skal vi endelig indvende noget, bør det være, at arrangementerne er tænkt så demokratisk, så gennemkomponerede. Her er ingen solister, kun i korte sekunder ad gangen, et riv, et nap.


Under 'The Sound of Silence' glæder jeg mig over, at der stadig findes visse regler for publikums optræden ved klassiske koncerter. Det er for eksempel forbudt at synge med eller nynne, lige meget hvor godt du kender arien.

O gru! Hvorfor tror alle automatisk, at rock og pop, det kan vi da alle synge, hvor svært kan det være? Jeg knytter mig til en enkelt Biclighter i kvartmørket og tænker, at hvis man tuder af rørelse, så kan man ikke nynne samtidig. 'People hearing without listening', ja, tell me about it. Under 'Homeward Bound' finder jeg endnu mere at glæde mig over. Som for eksempel at 'El Condor Pasa' ikke er at finde på den setliste, jeg fandt på internettet inden koncerten. 'El Condor Pasa' er blevet et anliggende for gæstende peruanere på Rådhuspladsen i København.

»Det gi'r mere, når man står deroppe«, forklarer en ung mand sine forældre sådan cirka to tredjedele bagud i menneskemængden. Han når lige at pege ned mod scenen, inden hans mobiltelefon ringer. 'Mrs. Robinson' er lige gået i gang. »Hva' så?«, siger fyren i sin telefon, efterfulgt af: »Hva' så?«. Kort pause: »Hva' så? Har I styr på det derhjemme? Er der ikke flimmer eller hva'?«. Drengen sætter sig på hug mellem en skov af bare ben, og vi er nu ovre i 'Slip Slidin' Away', et nummer der slet ikke var annonceret på setlisten, hva' er den af?!

Drengens lillesøster er alene hjemme og har ringet for at høre, om der er nogle problemer i, at hun lige har fået besøg af to veninder. Det kan godt være, jeg ikke kender Kronjylland så godt, som jeg burde, men »to veninder« ?

Paul Simons femte ekstranummer er 'Loves Me Like a Rock', æggende, rytmisk stilfærdigt insisterende, en flot sang. Publikum klapper taktfast under 'The Boxer', hvilket klæder den blide sang dårligt. Nu er vi oppe på 25-30 Bic- lightere. Trompeten blander sig, rent, klassisk, 'Herfra til evigheden'-agtigt.

Det sidste ekstranummer er halvt undervejs, da jeg har fundet ud i periferien af mængden, rytmisk og klangligt fuldt udfoldet. Enden på en rejse, der begyndte med lidt benløst, Daniel Lanois-agtigt svævende at ville bygge bro over oprørte vande.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere