Form mødtes med indhold, afklaret skønhed med udtryksvilje, orkestrets knitrende sprødhed og koldnålsraderede artikulation med et bredere åndedræt. Og musikkens kvalitet! En af kuriositeterne var den store virtuose solokadence, som den unge komponist og violinist havde betænkt sig selv med i det sidste nummer, en overraskende side af Vivaldi og for så vidt en udvendighed, men hvilket svælg var der ikke mellem denne velproportionerede og klart disponerede udladning og så de endeløse og indholdstomme tilsvarende passager hos den stilistisk nært beslægtede Locatelli! Hans 'Introduzione Teatrale' havde vel lidt mere statur end koncerten, de indledende, mere rokokoprægede koncerter af Galuppi og Marcello knap nok, om end af andre grunde. Trods pikant kunstfærdige opførelser med sukkende mikrofraseringer og soloviolinens delikat spontane forsiringer, der hæftede sig som skrøbeligt skum på meloditonerne, blev det aldrig indlysende, at disse stykker overhovedet var umagen værd. Det er til gengæld Vivaldis 'Årstiderne', måske det populæreste i hele det klassiske repertoire. Her som hos Locatelli (men ikke hos de to andre) var Giuliano Carmignola solist og reelt også dirigent, og her skulle der ske noget. De fire små violinkoncerter er udpenslede tonemalerier, og skildringerne af fuglesang, kilderislen, lyn, gøen, skud, regn, storm og meget mere fik, hvad de kunne trække. Af de finere detaljer kan nævnes adagioen af 'Sommeren' med de hvislende fluer (udført over stolen) og tordenen, der for en gangs skyld og helt logisk blev spillet svagt som rumlen i det fjerne. Eller solistens drastisk dinglende brandert ved høstfesten fulgt af adagioens vægtløst svævende søvn over cembaloets meditative tikken. Med sommerfuglelette strøg og frækt springende bue fægtede Carmignola sig koket og næsten blæret virtuost (om ikke nødvendigvis altid helt rent) gennem løjerne. Sine steder blev de så at sige sat i anførselstegn, som når gedigne cæsurer skilte tutti og solo i bl.a. ydersatserne af 'Foråret'. Mens den rytmiske vitalitet i grunden lå lavt i adskillige tuttiritorneller, var soloerne gerne eksplosive til det provokerende. Man fornemmede et pres for at gøre den forslidte musik 'anderledes', som når mellemsatserne af både 'Foråret' og 'Vinteren' blev deklameret så jazzagtigt frit og udflydende, at det truede sammenhængen. Og selv når tolkningen i og for sig overbeviste, savnede man den overbevisningens varme som lyste i ekstranumrene. Måske er det på tide at sætte de stakkels koncerter i karantæne. Programmet gengav generøst hele Vivaldis detaljerede program. Særdeles relevant, men til ingen verdens nytte, når nu lyset som sædvanligt blev slukket. Hvad skal det dog gøre godt for?
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Elisabet Svane svarede på spørgsmål: »Mine kolleger havde uhyre let ved at få dem til at sige noget«
Det har været en vild uge i dansk politik. Politisk analytiker Elisabet Svane har svaret på spørgsmål fra Politikens læsere.
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























